Det må være ham...

...jeg mærker i min mave! Åh, jeg glæder mig til, at det bliver regelmæssigt og til scanningen på tirsdag. Kan næsten ikke vente med at blive forsikret om, at alt er OK.

Jo længere jeg kommer i graviditeten, jo mere tænker jeg på dem, som har mistet sent. Som fx kvinden jeg lå på stue med under min første udskrabning. TO gange havde hun mistet efter uge 20 - altså født et barn, som døde ved den alt for tidlige fødsel! Tænk, at skulle starte forfra med det hele nu. Igen forsøge at blive gravid, endelig blive det og så være herre dårlig igen - og så med en endnu større frygt for at miste. Puha. Helt umenneskeligt. Alt for uoverskueligt.

Så jeg er meget lykkelig lige nu. Føler mig virkelig heldig - også selvom jeg har hud, der slå ud, bliver dårlig og ikke kan være i mit tøj. Tænk, at der vokser et lille mirakel inde i mig.

Er det mon junior?

Mandag aften flader jeg altid ud på sofaen til Grey's Anatomy. Også i aften. Elsker den serie. Er træt og ligger næsten helt ned.

De seneste dage har jeg prøvet at være meget opmærksom på at mærke liv. Men hvordan ved man hvordan det føles? I går mærkede jeg så pludselig en slags dirren i maven efterfulgt af noget, som føltes som en boble der sprang. I følge Google kunne det meget vel være junior. Men der skete ikke mere efter den ene boble.

Indtil nu for et kvarter siden. I nederste venstre side af min mave. Som om der er nogen, der puster bobler i min mave - som man pustede med sugerør i sin sodavand, da man var barn. Det må da næsten være ham, ikke? Uh, det håber jeg virkelig! Trænger til at blive forsikret om, at alt stadig er okay.

Kampen om ressourcerne

Er hidsig lige nu - og frustreret og derfor også ked af det. Typisk reaktion fra mig - især med alt for mange hormoner i kroppen.

Det er tydeligt, at jeg ikke har den mængde energi og overskud, jeg havde inden jeg blev gravid. Også selvom jeg ikke kaster op pt eller er lige så træt, som jeg var i 1. trimester. Jeg arbejder langsommere og kan simpelhen ikke få lige så meget fra hånden. Alligevel bliver jeg også træt hurtigere. Jeg er bagud på alle fronter (jep, det er ikke blevet bedre siden jeg nævnte det sidst) og i dag går det mig rigtig meget på.

Har brugt en stor del af denne søndag på arbejde og er stadig ikke færdig. Samtidig får jeg en mail fra min nye chef om noget extra jeg lige skal fixe inden vores møde på tirsdag. Jeg kan slet ikke få tingene til at hænge sammen på jobbet pt og en ny chef + en gravid krop gør det ikke ligefrem nemmere. Har lyst til at råbe ad nogen! OG kaste med noget! For dette gør jo, at jeg kommer endnu mere bagud med ting herhjemme også og har mindre overskud, når jeg endelig har fri. Ja, det gør mig heller ikke ligefrem til den bedste hustru.

Føler at jeg kæmper og kæmper, men ingen vegne når. Hvordan skal jeg fordele min energi? Som det er nu, kan jeg hverken tilfredsstille jobbet eller hjemmet 100%. Både i forhold til mine egne forventninger og andres. Hvilket er frustrerende. Er ikke en happy trooper lige nu og håber på at den kommende uge byder på positive overraskelser. (Måske bevægelser fra junior? Det ville ikke være dårligt!)

Mandag på en tirsdag

Det er tirsdag i dag og jeg er 18+0, men det føles som en rigtig mandag. Jeg er moody og synes det hele er lidt uoverskueligt i dag. Føler mig bagud på alle punkter. På jobbet, i hjemmet og med mig selv.

Egentlig er det gået ret godt den sidste uges tid. Jeg har nu ikke kastet op i en uge (woop, woop!) og bortset fra, at jeg stadig er ret træt, har jeg det godt. Hver dag går jeg og håber på, at jeg mærker liv fra den lille dreng, som ligger i min mave. Flere gange har jeg studset over et par ting, men har endnu ikke været sikker på, at jeg har mærket ham. Glæder mig. Der er stadig et par uger til vi skal til gennemscanning og dermed se det lille mirakel igen og forhåbentlig blive forsikret om, at alt lader til at være som det skal.
I lørdags havde jeg sæsonens vigtigste dag på jobbet og heldigvis gik det rigtig godt og endnu engang forbedrede mit team og jeg os fra sidste gang. Det holdt ellers rigtig hårdt denne gang. Jeg er meget stolt, men også træt.

Jeg er glad for helligdagene der er nydeligt spredt ud over arbejdsdagene disse dage. Selvom jeg i forvejen har svært ved at nå mine ting på jobbet. Det er som om, at jeg bare arbejder langsommere for tiden. Er det mon en typisk graviditetsting?

Herhjemme er vi begyndt at tale om hvad der skal investeres i at udstyr til den kommende baby. Og hvad der derfor skal laves om. Lige nu bor vi i luksus med et helt rum til computere, symaskiner, tegnegrej osv. Nu skal det rum deles med babyen og der skal tages stilling til seng, barnevogn mv.

Derudover er min badevægt stået af (er det mon et tegn!?) og jeg frygter hvad vægten siger. Det er svært at se om man bliver tykkere på den forkerte måde, når man alligevel er større end nogensinde før.

Sidst, men ikke mindst, er jeg stadig frygtelig bagud på motionsfronten. Tror snart alt min muskelmasse er forsvundet og det er med under 160 dage til termin aka dagen for mit livs maraton. Fuck! Must.do.something.soon.

Godt sagt - et citat

Da jeg var hjemme hos mine forældre i påsken faldt jeg over dette stykke tekst i min mors Alt for Damerne. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske det egentlige emne i artiklen, men jeg synes det er så fin en udtalelse. Det er jo ikke altid man kan tale helt åbent om alt, men jeg tror helt sikkert på at det hjælper at dele de helt svære ting med andre. Om det så er hele omverdenen eller bare få indviede.