Velsignet

I år er dem bedste jul i flere år. Det er fire år siden jeg stoppede med p-pillerne. Sidste jul skulle have været hel fantastisk, for jeg skulle sidde med min gravide mave og nyde julehygge og glæde mig til det kommende år. I stedet havde jeg aborteret få måneder før og havde netop fået 2. udskrabning, da de ikke fik alt med i første omgang. Jeg var SÅ trist indeni.

I år er alt anderledes. Lykkeligere. Jeg har ikke bare min dejlige mand ved min side, men også en fantastisk søn. Mit højeste ønske i mange år er endelig gået i opfyldelse.

Jeg håber alle derude er lige så heldige i det kommende år, hvis ikke I har været det i dette.

Note to self

"At tage temperaturen" på baby hjælper på luft i maven, ganske vidst som sundhedsplejersken sagde. Effekt kan dog være MED DET SAMME!
Læs: Lort i raketfart i tyk stråle ud i rummet, meget tilfreds baby & lettere panisk mor (som dog priser sig lykkelig for at hun fik klemt puslebordet ind i det lille badeværelse og ikke i værelset, som manden først foreslog)

Tjae..

Ja, hvad fanden går jeg og laver, siden jeg er så rocker dårlig til at opdatere bloggen!? Tjae.. Jeg ved det faktisk ikke. Kan bare ikke finde ud af blogge. Skal vidst lære det om igen.

Dagene går, nogle er hårde, men de fleste er ganske fine. Jeg er ingen super mom endnu, men græder da ikke hver dag(!)

Går ture med barnevognen - næsten 100% garanti for at sønnen sover og jeg mindsker risikoen for sindssyge med frisk luft i hovedet. Ellers står den på fix-ting-i-hjemmet-med-sønnen-på-skulderen, babyleg og lort-aftørring. Plus de seneste tre uger: Mødregruppe. Fantastisk koncept! Seks fremmede damer og deres afkom mødes - en time senere har alle delt detaljer om sex- & underliv. Love it!

Derudover har jeg fået en nyvunden og endnu større respekt for enlige forældre, forældre til flerlinger og forældre til børn med kolik. Holy moly, de bør få en medalje for deres udholdenhed - ligesom alle de ufrivillige barnløse bør.

Min søn te'r sig nu ret fint. Han døjer noget med maven, det lille pus og skriger derfor on/off, men det bliver stille og roligt bedre (hep-hey, 7-9-13, don't jinx it!!). Han er allerede meget sjovere fordi han nu kan lave en masse udtryk og kan opfange meget mere. Til gengæld er han også mere kræsen og bestemt - og han kan nu lave jeg-er-sur-mund for alle pengene med mundvigene nedad og underlæben ud. Det er så sødt, at jeg ikke kan lade være med at smile, selvom det jo slet ikke passer til situationen.

Den seneste uge har jeg kunne spise morgenmad med to hænder (læs: uden baby i armene) OG fået en skyller under bruseren 5 ud af 7 dage. Mega WIN! Hårvask sker dog stadig kun en gang om ugen (tak til tørshampo).

Stille og roligt prøver jeg også at finde Lækre Stine frem. Hun gemmer sig sgu godt! Mascaren kommer på lidt oftere og feder-bukserne lidt sjælnere. Og denne weekend tænker jeg at neglene skal lakeres for første gang i maaaaaange måneder. Jeg skal til julefrokost med skønne veninder og selvom sønnen skal med, vil jeg prøve at dresse lidt op. (Nå ja, vi er endnu ikke trænede i det der spisning af sutteflaske + mor væk fra baby.)

I skrivende stund

- Ligger jeg i sengen med en t-shirt om halsen og min søn ved brystet. Omringet af dyner, stofbleer og ipad. Sådan har det været hele dagen. Vi har haft en hård nat og i det hele taget har denne uge været lidt  op ad bakke. Mere gråd og besværet amning. Æv.
- Glæder jeg mig umådeligt meget til min mand kommer hjem fra job. Han har ringet og sagt, han er på vej. Juhu!
- Er jeg mega dobbeltmoralsk angående bloggeriet - tjekker konstant mine yndlings blogs for nye indlæg, men har ikke selv skrevet noget i 100 år. Dårlig stil.
- Har jeg starten på mindst fem indlæg indeni mit hoved, men er ligesom ikke kommet videre.
- Trænger jeg virkelig meget til at vaske hår. Drømmer om at jeg når det i aften.

Min foranderlige krop

Allerede tidligt i min graviditet oplevede jeg ændringer i min krop. Bryster der voksede, hud der gik amok - og selvfølgelig en mave, der blev større og større. Min navle poppede jo også ud!
Efter fødslen var jeg spændt på hvordan min krop ville reagere. De første døgn efter var min mave stadig rigtig stor, men selvfølgelig ikke så fast. Jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at røre ved den fordi jeg synes det var så underligt. Hvor blævret mon den var..? Den næste uges tid blev maven dog hurtigt mindre og det var sjovt at se mig mere slank igen - for første gang i laaaang tid. Dog vendte min navle stadig udad. (WTF!?)

Her en måned efter fødslen ser det således ud:
- Jeg stadig noget mavefedt, der skal væk, men jeg kan passe de fleste af mine bukser igen.
- Huden på maven er klar blødere end før graviditeten (en anden bloggers mand, kaldte det så charmerende nosse-hud, hehe)
- Blev ikke helt fri for strækmærker. Har et par stykker ved navlen, der dog er meget korte. Meeen så er der ligesom også kommet nogle på brysterne. Det er lidt som om de ikke er helt "sprunget ud", men de er der alligevel. Fandens.
- Min røv er blevet fladere. God dammit. Har altid haft en del junk in the trunk og været glad for det, så nu skal der seriøst squattes.
- Brysterne har deres helt eget liv. Laver alverdens former alt efter om de er sprængfyldte med mælk eller lige blevet tømt. Og så er der de førnævnte strækmærker. Jeg aner ikke hvordan mine bryster ender ud med at se ud, men tvivler på de bliver som før min graviditet.
- Min badevægt satte jo ud under graviditeten og jeg har endnu ikke erhvervet mig en ny, så aner ikke hvad jeg vejer og hvor langt jeg er fra min vægt før graviditeten. Det er nok heller ikke helt sammenligneligt - jeg har helt sikkert mistet en del muskelmasse. Æv.
- Understellet. Shit man. Det er heller ikke sig selv endnu. Synes det er skræmmende. Der skal uden tvivl trænes en del mere, men synes også bare, jeg ser anderledes ud. Hmmm..

Status: 1 måned som mor

I dag har min søn været ude i verdenen i én måned. Jeg har altså været mor i én måned i dag. Tiden er underlig. Alt er stadig meget nyt - jeg føler mig rimelig grøn i rollen som mor - samtidig synes jeg også jeg efterhånden har haft en del af disse dage, som bare blender sammen. Nætter, hvor man er vågen mange gange og dage, hvor man er træt. Timerne forsvinder i amning og bleskift mens jeg kan tælle på meget få fingre, hvor mange gange mit hår har været sat eller jeg har haft bare lidt makeup på. Savner at dresse up, bare lidt. Lækkert tøj på og en smule makeup. Håber jeg snart bliver bedre til at koordinere og overskue mere, så jeg kan være lidt hverdagslækker ind i mellem.

Den største udfordring lige nu er, at lillemanden ofte bliver ked af det, når han skal spise. Nogle måltider går fint, men ved mange amninger slipper han brystet og SKRIGER. Tænker det er på grund af luft i maven, men er alligevel ikke sikker. Vi bøvser ham og det er han blevet lidt bedre til, men for søren det er hårdt med de amninger, hvor han skriger. Spise en smule, SKRIIIIGE, falde til ro, søge efter mad, jeg ligger ham til igen og så SKRIGER han igen. Suk.
Ét er, at han græder og det går lige i hjertet, når ens lille søn er helt utrøstelig. Men noget andet er, når det er samtidig med, at han skal spise. Det er så frustrerende. Løfte op og ned, mælk ud over det hele, mere gråd - og hvor meget har han så spist? Et måltid tager pludselig rigtig lang tid og tager meget energi fra både ham og mig. Håber virkelig det snart bliver bedre og vi kan nøjes med de gode amninger, som vi trods alt også har. (Af samme grund har jeg endnu ikke begivet mig ud i at have ham med ude i offentligheden i længere tid. Kun sovende. Når jeg skal amme ude, vil jeg helst gøre det lidt diskret - og det er svært når lillemanden skriger, så han bliver rød i hovedet som en tomat.)

Jeg føler mig som sagt, stadig ret grøn i min nye rolle, men tænk, at der er gået en hel måned. Den vildeste måned, hvor jeg nærmest ingenting har lavet. Skørt.

Er spændt på om vi nærmer os første tigerspring og hvordan det føles. Og på, hvor jeg er om endnu en måned. Forhåbentlig er jeg kommet i en god mødregruppe på det tidspunkt, blevet sejere til at styre den løbende mælk, har gode amninger med min søn og dermed overskud til at komme mere ud. Only time will tell...

Man skal jo ikke græde over spildt mælk

Men må man bande og råbe!?

Da jeg var gravid, var jeg nervøs for om jeg nu kunne amme. Det ville jeg så inderligt gerne. Synes jeg havde hørt om så mange, som ikke kunne få det til at fungere. Heldigvis så har jeg mælk i brysterne og jeg kan amme. Selvom det på ingen måde bare sker naturligt - det skal i den grad læres og jeg mestrer det ikke helt endnu. Det er tricky business.

Men ét er at mestre selve amningen, noget andet er mælken. Jeg er virkelig en kegle til det. Det fosser ud af mig (sorry!) og jeg har ikke rigtig lært at styre det. Jeg formår 9 ud af 10 gange at blive total våd på blusen - under brystet. Frustrerende og langt fra cool. Derudover kan mine bryster godt finde på at spule med mælk. En meget lille, men stærk stråle, når lillemanden slipper. Resultat: En forskrækket søn med mælk i hele hovedet og en mor, der både griner og er frustreret. (Hvordan skal jeg nogensinde blive en sej mor i lækkert tøj, hvis jeg ikke kan amme min søn uden at blive smurt ind i mælk selv..?)

Udfordringer vs succeser

Tiden suser afsted uden jeg rigtig laver noget. Dagene går i et med hinanden. Lidt skræmmende. Det handler om meget små ting for tiden.

Udfordringer:
- Søvnmangel: Det er ikke nemmere at overskue baby, fedtet krop og nusset hjem, når man max har sovet en time i streg i løbet ad natten. Puha.
- Babygråd: I starten græd lillemanden kun kort når han var sulten, utryg eller skulle skiftes. Men nu døjer han med maven og græder derfor højere og mere. Det går lige i hjertet. Han bliver helt ulykkelig når han er sulten, men ikke kan koncentrere sig om at spise fordi der kommer luft på tværs. Uf.
- Mælk: Én udfordring er at gennemskue amningen. Det er jeg endnu ikke lykkes helt med. Men noget andet er, at der er mælk alle vegne! Jeg kan slet ikke styre det. Lige meget hvad jeg gør, har jeg mælk nedad mig efter amning. Ikke fedt. Der må være et trick, jeg har misset.
- At bevæge sig ud i verdenen: Det er ikke helt nemt at komme ud af døren. Jeg er nervøs for at han vågner og er sulten (fordi det hele indtil videre er ret uregelmæssigt). Jeg kommer hurtigt til at kampsvede i frygten for at det ender galt. Samtidig er det SÅ dejligt at komme lidt ud, så jeg ser virkelig frem til at blive mere rutineret på dette punkt.

Succeser:
- At bevæge sig ud i verdenen: Ligesom det er en stor udfordring, så er det netop også en succes for mig, når det lykkes. Tre gange har jeg været afsted alene indtil videre. Små skridt.
- Jeans: Jeg har haft et par almindelige jeans på! Wuhu! Det er godt nok længe siden det er sket. Okay, en nok lidt for stor muffin top viste sig, meeeen det hjælper på det med kroppen. Savner SÅ meget at gå lidt lækkert klædt og med dertil hørende lækkert hår og bare lidt makeup.
- Tillid: Jeg er begyndt at hvile lidt mere i mig selv, selvom jeg stadig synes det er hårdt og er usikker omkring mange ting.

14 dage som mor

I dag er det to uger siden jeg blev mor. Tiden er både gået hurtigt og helt vildt langsomt.  Det føles som om det er hundrede år siden, at jeg var gravid og samtidig føler jeg mig stadig meget ny i alt med min lille søn og vores nye tilværelse.

For præcis to uger siden var vi ved at komme over til barselshotellet efter flere timers venten og håb på at en plads blev ledig. I dag er min mand på arbejde igen for første gang efter fødslen. På den måde er de 14 dage gået hurtigt. Ville ønske at han kunne være hjemme eller bare have halve dage en uge eller to endnu. Alt er stadig nyt og jeg er stadig usikker på mange punkter. Hvilket gør det ekstra hårdt oveni søvnmanglen.

Min søn og jeg har fået os en omgang svamp - trøske. Meget almindeligt, men stadig virkelig træls. Et er mine smerter i brysterne, men at opleve sin lille søn utrøstelig er næsten ikke til at bære. Håber vi ser en bedring SNAREST.
Synes nemlig stadig amningen er tricky og svampen har ikke gjort det bedre. Havde ellers lige fået gang i nogle længere og bedre amninger, men siden svampen overfaldt os, har der været mange kortere amninger, da lillemanden ikke kan overskue andet. Hårdt. Derudover har jeg stadig svært ved at få ham til at tage helt korrekt fat og så kan jeg på ingen måde holde måltiderne til kun hver 3. time. Om natten vil han slet ikke sove længe ad gangen. Tror rekorden indtil nu er 2 timer. Æv. Har talt lidt med sundhedsplejersken om det og nogle veninder, men overvejer også at forhøre mig hos noget ammehjælp telefonisk.

Selvom vi glædede os meget til at komme hjem efter to overnatninger på barselshotellet, så har jeg flere gange ønsket mig tilbage. Jeg savner at kunne spørge nogen til råds og de kan hjælpe mig hands on. Optimalt så tilhørte man et sted, hvor man kunne komme ind dagligt de første uger og få hjælp til amning mv. Efter min mening. Synes det er hårdt at være hjemme lige når hormonerne er på deres højeste og mælken så løber til. Det havde jo været nemmere, hvis man havde professionelle til at råde en og vise teknikker direkte.

Det går meget bedre med de forfærdelige baby blues, men har som skrevet stadig en del usikkerhed i mig. Den bliver jo heller ikke mindre af, at jeg er super træt. Glæder mig rigtig meget til at vi er ovre det her svampe-helvede, til at jeg får lidt mere styr på søvnen og til at jeg hviler lidt mere i det hele. Vi har været ude med barnevognen én gang og jeg længes efter at gøre det igen, men synes samtidig ikke det er det nemmeste lige at time - vil så vidt muligt gerne undgår at han vågner ulykkelig mens vi er ude.

I skrivende stund er han gået kold i mine arme efter endnu en kort amning. Han ser fantastisk dejlig ud, selvom han ikke er helt nem at blive klog på.

Lykke & baby blues

Skylder et indlæg om resten af fødselsforløbet. Men det bliver ikke lige nu. Kan ikke helt overskue det. Men ja, utroligt nok er jeg nu mor! Min søn kom til verdenen på terminsdatoen den 13. oktober kl 04.13 - altså sidste tirsdag.

Det er for vildt. Jeg er på den anden ende - min mand ligeså. Overlykkelig og fuldstændig overvældet. Tænk, jeg har været mor i otte dage nu. Surreal!

Det er dog også rigtig hårdt. Jeg er i den grad ramt af såkaldt baby blues. Jeg havde fået fortalt at det typisk kom på fx 3. dagen, hvor man så tudede hele dagen, men sådan er det ikke for mig. Det kommer og går. Glæder mig umådeligt meget til hormonerne stilner af og jeg bliver mere sikker. For selvom det generelt går godt med lillemanden, så er der en kæmpe usikkerhed i mig. Især med amningen og søvnen. Det er sgu ikke nemt.

For mig føles baby blues meget som hjemve. Det her med at det kommer ud af det blå, selvom man egentlig har det godt. Alligevel bliver man helt ulykkelig og utrøstelig. Alt er uoverskueligt.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden min fantastiske mand. Han er allerede verdens bedste far, men også en endnu bedre mand end han var i forvejen. Han støtter mig, opmuntrer mig, trøster mig og ordner en masse herhjemme. Det bliver hårdt, når han skal på arbejde igen i næste uge. Bare tanken om det, kan få mig til at tude. Et er, at han skal være væk mange timer om dagen, men den anden og faktisk  større udfordring er nætterne. Så skal han jo så vidt muligt have mere søvn og jeg vil blive mere alene om natten. Selvom han jo fysisk ligger lige ved siden af mig. Jeg er sgu lidt en tøse-tøs i sådanne situationer. Jeg har aldrig været god til nætter.

Glæder mig så meget til jeg har lidt mere erfaring - hviler i mig selv i forhold til amning osv, så jeg kan gå gode ture med barnevognen og nyde tiden med verdens dejligste dreng. For han er virkelig helt fantastisk lillemanden. Han er så lille og blød, kan lave de vidste ansigtsudtryk og så er han meget pænere end jeg havde turde håbe på. Er det underligt? Selvfølgelig kan jeg også være forblændet fordi han er min søn og han ligner sin fantastiske far, men synes også jeg fornemmer positiv overraskelse fra andre, der ser ham.

Skrevet i mandags - dagen før termin

Det er begyndt! Det er stadig helt surrealistisk og jeg er nervøs. Vandet gik kvart i tre i nat. Stille og roligt så jeg var i tvivl, men vækkede lige manden og ringede til fødemodtagelsen. Forsøgte at sove, men det var meget svært. Lå vågen og var ude på toilettet flere gange. Den første del af natten havde jeg også sovet dårligt og allerede været oppe flere gange. Lidt over syv ringede jeg igen til fødegangeb efter aftale og fik at vide at jeg skulle komme kl 10.30 hvis veerne endnu ikke var gået i gang. For dem havde jeg endnu ikke mærket noget til. Det har jeg stadig ikke her kl 16.25 og har nu fået to piller som skal sætte dem i gang. Efter at have talt med fødemodtagelsen anden gang var jeg på toilettet igen, men kastede nu også op. Var nervøs, frøs og rystede. To gange kastede jeg op i morges, men har heldigvis ikke gjort det siden. Kunne ikke rigtig sove.

Manden var kort inde og vende på jobbet og kom så tilbage for at tage med på hospitalet. Der var mange der ventede og vi endte også med at vente næsten tre timer før vi kom til. Oh the wait. Stadig uden skyggen af veer. Derefter endelig undersøgelse med trykken på maven, scanning, ctg og indvendig undersøgelse. De havde svært ved at vurdere om lillemandens hoved lå korrekt i bækkenet, men det blev til sidst konklusionen. Fordi mit vand gik for efterhånden en del timer siden blev det altså også til at jeg skulle tage to piller, som skal hjælpe med at sætte veerne i gang. Nu er vi derfor lige hjemme nogle timer igen og skal møde ind på Riget kl 18.30. Så må vi se om der er mere gang i det der.

Det er fandeme underligt. Nervepirrende. Glæder mig meget til jeg er gennem fødslen, men hvor er det også vildt, at det jo er ensbetydende med at jeg står med lillemanden i armene - og så skal manden og jeg passe på ham resten af livet. Surrealistisk!

To dage tilbage!

Så er der to (2!!) til min termin. What! Det er fandeme vildt. Føler også jeg har været gravid i hundrede år, men alligevel. Så er det selvfølgelig ikke til at vide hvornår lillemanden faktisk har tænkt sig at komme ud. Ved vores allerførste scanning, hvor vi så hjerteblink, blev terminen faktisk sat til den 16. oktober og ikke den 13. som den er nu. Det er lidt spændende om den dato bliver mere passende.

Jeg går fra at være lige rigeligt nervøs for fødslen til at glæde mig SÅ meget til vores lille dreng kommer ud og jeg dermed ikke skal være gravid længere. Der er efterhånden meget lidt energi i min krop, men mest frustrerende er, at den kommer og går som lyn fra en klar himmel. I går fx - havde glædet mig så meget til at nå en masse der og samtidig nyde lørdagen med min mand. Men hvad sker der - jeg er bare mega utilpas og træt hele dagen. Ondt i hovedet, kvalme og hiven og trækken i ben og mave. En slatten karklud. Æv. Hvilket gjorde mig trist fordi det jo ikke var sådan jeg havde forestillet mig dagen. Og så blev jeg endnu mere nervøs for fødslen. Åndssvagt.

Sent om aftenen fik jeg det heldigvis lidt bedre og i dag er også bedre. Bortset fra, at der er et eller andet, der har sat sig fast i min ryg. Hm. Det er ikke sådan at være så tung!

Klar, ikke klar

I dag har jeg fået sidste omgang modningsnåle hos akupunktøren - og en tid til at få sat nåle, der skal hjælpe fødslen med at gå i gang på næste torsdag. Så er det spændende om jeg får brug til den eller om lillemanden har meldt sin ankomst inden. (Uuuuha!) Sommerfuglene i min mave vokser hver dag. Kan slet ikke forstå, at det er ved at være nu. Nu at jeg skal til at gennemføre mit livs maraton i smerte og tungere end nogensinde (måske jeg skulle skære bare lidt ned på romkuglerne...?) - og nu at jeg skal være mor. Jeg skal have ansvaret for et lille bitte menneske - læse dets behov og lære det om verdenen på godt og ondt. Shit man! Selvom jeg glæder mig helt vildt, så synes jeg virkelig også, det er skræmmende. Pyha.

Får stille og roligt mere styr på tingene herhjemme, men der er stadig ikke så ordnet, som jeg drømmer om. Flere løse ender, men det er så typisk mig. Samtidig har jeg også shoppet lidt til mig selv. I dag kom posten med et par sko til mig. Juhu! Støvletter, som jeg har ønsket mig i hundrede år. De blev taget i brug med det samme. Man skal jo også have bare lidt nyt, så man i det mindste kan forsøge at være lækker på trods af evigt søvnunderskud efter lillemandens ankomst. Ih, jeg glæder mig SÅ meget til at gå lange ture med ham i barnevognen! (Og håber inderligt at det forholdsvis hurtigt kan lade sig gøre, uden at jeg tisser i bukserne på halvvejen og panikker over at lillemanden skal ud i den store verden.)

Så hvornår mon jeg føler mig rigtig klar til at føde? På tirsdag, når jeg har termin? Det er sgu noget underligt noget, det her med, at det kan gå i gang hvornår det skal være, men man aner det ikke. Endnu engang må jeg konstatere, at kvinder er HERRE SEJE! Tænk, at skulle gå i gennem dette uden at vide hvornår og hvor lang tid det tager. Det er fandeme sejt!

Jeg håber jeg klarer fødslen uden at gå for meget i panik. Selvom jeg ikke føler mig helt klar til smerte-maratonnet endnu, så er jeg alligevel ret klar til at blive lettere igen. I nat formåede jeg at tænde loftlyset i soveværelset med min mave i forsøget på at liste på toilettet i mørke. Super. Nåede heldigvis at slukke det ret hurtigt og min mand vågnede næsten ikke... Glæden ved at være tyk..

Verdens bedste mor

Jeg bliver aldrig for gammel til at være min mors datter. Håber jeg kan blive en bare halvt så god mor, som hun er. Min far og hende er lige kommet hjem fra ferie og nu kommer hun så og hjælper mig med diverse kedelige og praktiske ting. Vaske vinduer, rense ovn og ligende, som ikke bliver prioriteret super højt i hverdagen, men som er virkelig dejligt at få ordnet her inden lillemanden kommer. Både fordi jeg så skal være rigtig meget i lejligheden, men især også fordi, der jo nok kommer en masse på besøg uden der er overskud til den store rengøring hver dag. Helt fantastisk hjælp - og skønt med lidt extra mor-datter-tid.

Åh, det er meget overvældende at jeg selv bliver mor lige om lidt! Må indrømme, at tankerne kører på højtryk for tiden. Tænk, at vi har drømt om dette så længe og så er det alligevel så surrealistisk, at det nu skal til at gå i opfyldelse.

Præcis 14 dage til termin - yikes!

Det er både dejligt, skræmmende og surrealistisk. Jeg håber på at lillemanden har tænkt sig at komme nogenlunde til termin - ikke for langt tid før og ikke for lang tid efter. Det er simpelthen for nervepirrende. Kommer han før, er jeg ikke rigtig klar - kommer han for lang tid efter, tror jeg, jeg når at blive rigtig nervøs.

Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg godt kan gøre det (jeg kan, jeg kan, jeg kan), men der er alligevel sommerfugle i maven og let panik nu og da. Pyha.

Samtidig er jeg blevet noget mere besværet de sidste par dage. Hver gang jeg skal rejse mig fra siddende eller liggende position, kræver det rigtig meget arbejde og gør faktisk ondt. Mine ben skal bruge flere skridt, før de kan gå normalt. Underligt og ikke ligefrem kønt. Total flodhest.

Kan også godt mærke, at sommerfuglene i maven, gør mig mere sensitiv. Der skal ikke så meget til at slå mig ud. Der er så meget, jeg gerne vil, men energien er ikke til så meget. Og så er der de ting, som jeg gerne vil have at manden også skal kigge nærmere på... Det er sgu ikke helt nemt hele tiden.

I morgen skal jeg til et nok allersidste cyste-tjek og derefter til jordemoder. Og så er planen at få ordnet en del småting, så jeg føler, jeg har været effektiv, når dagen er omme. Det plejer altid at hjælpe på både sommerfugle og humør.

Ugens dejlige detaljer #6

Så har jeg næsten haft to ugers barsel. Der er gode og dårlige dage - eller nærmere effektive dage og mindre effektive dage. De mindre effektive dage gør mig ofte i lidt dårligt humør og derfor føles de som dårlige dage. Det skal jeg lige blive lidt bedre til at lave om på. For energien er bare ikke stor for tiden og jeg kan blive absurd træt meget pludseligt - meget som i starten af graviditeten.

Men ugens dejlige detaljer har været:
- Første møde med akupunktur i form af "modningsnåle", hvor jeg tydeligt kunne mærke en reaktion, hvor nålene blev sat. Vildere oplevelse.
- Jeg har nået at se hele tre dejlige venner hver for sig. Skønne timer.
- Sammen med min mand og en af vores venner fik jeg ordnet en masse praktisk i hjemmet, endelig.
- Lille date night med min mand, hvor jeg gjorde mig lidt lækker med makeup for første gang i 100 år.
- Har været lidt kreativ med symaskinen.

Velvære under graviditeten

Det er vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg langt fra har haft det overskud under graviditeten, som jeg drømte om. Hvilket ikke altid har været lige nemt. Samtidig med det knebne overskud, har jeg også været påpasselig med ikke at udsætte mig selv for alt for mange usunde kemikalier, parfumer osv. I starten var jeg en smule sippet med det, men efterhånden fik jeg en bedre balance og er på ingen måde sippet. Før jeg blev gravid, holdt jeg mig dog også til fx vaskemiddel, creme og sæbe uden parfume, parabener og ligende. Til gengæld har jeg i en del år fået afbleget mit hår og de seneste år fået lavet striber (for at skåne min hovedbund) - men det har været sat på pause under graviditeten. Jeg savner SÅ meget mit lysere hår. Æv.

Nå, men det jeg vil frem til er - har man det dårligt under graviditeten og orker man måske ikke så meget, som man gerne ville, anbefaler jeg, at man gør noget andet godt for sig selv.

For mig har det blandt andet givet mig velvære og en lækkerhedsfølelse at:
- Få graviditetsmassage
- Få lavet shellac på neglene nu & da
- Blive vokset
- Tage laaaaange bade
- Sidde med fødderne i koldt vand og derefter smøre dem ind i en god creme

Tålmodighedstestende hospitalsbesøg

Næsten en uge inde i min barsel og meget tæt på min termin. Føler mig stadig en del bagud med alt det, jeg gerne vil have ordnet og så er energien heller ikke på sit højeste. Ligesom når man har ferie fra sit job, så fangede jeg mig selvfølgelig også en lille forkølelse i sidste uge, hvilket jo også har påvirket energien negativt. (Ja, dét og så det faktum, at jeg bare sover usandsynligt dårlig 4 ud af 5 nætter. Suk. Vågner et hav af gange og ligger bare dårligt. Æv.)

Nå, men jeg blev også sat lidt bagud i mine forberedelsesplaner i sidste uge, da jeg måtte en tur forbi hospitalet et lille døgn. Torsdag formiddag fik jeg nemlig stød gennem mig og efter et par timers overvejelse med mig selv, besluttede jeg mig for, at jeg hellere lige måtte ringe og tale med en jordemoder om der kunne være sket noget med lillemanden. Jeg kunne mærke ham hoppe i maven, da jeg fik stød, men mærkede ham også bagefter, så var ikke i tvivl om, at der var liv i ham. Konklusionen blev, at jeg skulle komme ind og "få kørt en strimmel" for en sikkerheds skyld. Det har jeg læst om, men ikke prøvet før. Jeg hopper på cyklen med det samme og efter lidt ventetid kommer jeg ind. Der bliver sat to målere på min mave - én til at registrere babys hjertelyd og én til at registrere eventuelle veer. Samtidig skal jeg trykke på en knap hver gang, jeg mærker liv i min mave. Den skal køre i en halv time. Fint.

Den kører og det ser fint ud, men er alligevel lidt stressende at høre hjertelyden hele tiden. Samtidig er jeg efterhånden blevet ret tissetrængende - skulle SÅ meget have været forbi toilettet efter jeg ankom til hospitalet. Da jeg har siddet med udstyret på i en time(!) bliver jeg desperat. Overvejer om jeg skal ringe til dem fra min mobil, da det er det eneste indenfor rækkevidde. Døren ud til gangen er lukket og jeg kan jo næsten ikke bevæge mig pga udstyret på min mave. Synes alligevel det bliver for akavet at ringe og sige "hej, det er mig inde fra stue 2", så jeg vender mig, kæmper lidt og får endelig fat i den røde snor og hiver, så der bliver kaldt på personale. Endelig kommer der en ind til mig - og hun lader selvfølgelig som om, at hun alligevel var på vej. (Yeah, right!)

Resultat af ctg aka strimmel: Lillemanden er i topform, men min livmoder er irriteret og laver konstant små sammentrækninger, hvilket lægen og jordemoderen ikke er glade for. Nå! Det havde jeg ikke forudsat. De vil derfor gerne indlægge mig til observation i 24 timer for at være på den sikre side. What!? Det havde jeg slet ikke set komme.

Jeg ringer til min mand og fortæller om dommen og forsikrer ham samtidig om, at alt er godt med lillemanden og jeg også føler mig OK. Han kommer forbi efter job med et par småting. Jeg har på dette tidspunkt fået mig en sengeplads og ellers bare fået at vide, at jeg skal have kørt et ctg igen senere på aftenen. Manden og jeg bliver anbefalet at finde noget mad sammen i stedet for at blive på afdelingen. Jeg er allerede ved at dø af kedsomhed og utålmodighed, så det er rart at komme lidt ud og gå og være sammen med min dejlige mand. Så snart han var gået hjem og jeg var tilbage på stuen, gik tiden dog i stå igen.

Der kom aldrig nogen og lavede et ctg på mig igen samme aften. Faktisk intet tjek, undersøgelse eller ligende før sengetid. Der kom en og viste mig rundt - "her er noget tøj og her kan du få noget frugt", det var ligesom det. jeg kæmpede mig gennem natten og kl. 6 næste morgen kunne jeg på inden måde sove mere og jeg ville SÅ gerne hjem. Jeg fandt en sygeplejerske og spurgte hende hvornår de kunne køre et ctg igen. Tænkte, de lige kunne sætte det på mig og lade mig sidde med det, og så kunne jeg forhåbentlig komme hjem kort efter. Men ak, det ville tidligst blive kl. 9! Min tålmodighed blev virkelig testet og tænkte, at det var lidt skørt, at jeg havde været derinde hele natten, når jeg bare kunne være taget hjem og kommet igen her til morgen. Nå, jeg ventede og ventede. Fik kørt en strimmel af en meget sød jordemoder. Min livmoder var meget mere tilfreds nu, så jeg skulle bare vente liiiiidt mere og så kom en læge - han talte lidt med mig, mærkede på mig og slap mig så fri. Juhu!

Konklusion:
- Dejligt, at personalet er ekstra grundige, meeen ved ikke hvor nødvendigt det var at indlægge mig, når jeg alligevel ikke blev undersøgt, udspurgt eller noget midt i mellem før morgenen efter. Kunne godt have brugt en løsning midt i mellem.
- Jeg er virkelig dårlig til at være indlagt. Føler mig mere syg og træt og bliver SÅ utålmodig.
- Har fået en endnu større respekt for de stakkels mennesker, som er indlagt i længere tid. For søren, de fortjener en medalje!

Barselsstart

Så er jeg i gang med min barsel. Ja, den startede jo i går. Indtil videre ikke super effektiv, men heller ikke helt ved siden af.

Jeg arbejdede en del over min sidste dag - det var sgu svært at nå det hele til tiden og også underligt at skulle overlade alt til andre i så lang tid. Jeg har stadig lidt lyst til at fixe et par ting, men mon jeg ikke bare skal lade tingene være..

Anyway, det blev til en rigtig lang dag og jeg havde ikke ligefrem sovet super natten forinden. Så var rigtig træt i går morges. Heldigvis blev det bedre i løbet af dagen. Så jeg fik da ordnet lidt af de alt for mange ting, jeg mangler at få styr på. Vasket mere tøj, afleveret noget til rens, købt en pakke bleer og så havde jeg besøg af mine forældre. De tager nemlig ud at rejse de næste par uger.

Jeg sover stadig rocker dårligt - håber virkelig ikke det skal være sådan resten af graviditeten. Vågner alt for mange gange og ligger bare dårligt. Får ondt i benene, fødderne og balderne - og maven vejer 100 kg og bliver spændt. Uf.

Efter anbefaling fra en veninde, har jeg bestilt tid hos en akupunktør, som skal sætte "modningsnåle" indtil terminen. Det skulle hjælpe til at forkorte fødslen eller gøre den mere effektiv. Det er jo det rene vås for nogen, men jeg vil meget gerne prøve det. Første gang er næste torsdag.

Jeg har også fået bestilt et par extra ting på nettet og endelig fået gang i øvningen af vejrtrækningsøvelserne igen. Så skal jeg bare fortsætte med det, gerne hver dag. Lettere sagt end gjort, typisk mig.

1 dag tilbage

Én arbejdsdag tilbage før min barsel starter. Helt skørt. Jeg glæder mig SÅ meget. Samtidig er det ikke rigtig til at forstå, at jeg efter i morgen ikke skal på arbejde i laaaaang tid og faktisk bliver mor lige om lidt. Min verden bliver vendt på hoved, hvilket er noget skræmmende, men for søren, hvor jeg også glæder mig.

Men lillemanden må altså ikke komme før tid - for der er sgu en del, som ikke er klar endnu herhjemme. Som sædvanlig er jeg i sidste øjeblik. Tænker dog, at hvis jeg speeder godt op denne kommende uge, så kan jeg indhente en del. For jeg kan godt mærke, at min krop er ved at være noget tynget af graviditeten nu. Synes ikke selv, at mine fødder ser super hævede ud, men de gør godt nok ondt, så der er noget noget vand gemt i dem. Maven er også rimelig tung og det hiver ligesom nedad. En underlig følelse, som gør at jeg meget hurtigt kan blive meget tissetrængende, men også bare kan have lidt svært ved at rejse mig fra sengen, hvis jeg fx har fået lagt mig på ryggen.

I morgen inden jobbet, skal jeg spise morgenmad med mit personale - en skøn afslutning inden de sidste timers arbejde, som sikkert bliver lidt hektiske.

Sejren over cysten

Woohoo, det lader til at min cyste endelig er skrumpet ind til at være på størrelse med en rosin!
I dag var jeg til kontrol fordi læger på Riget tidligere var nervøse for om cysten ville komme til at sidde i vejen, når jeg skulle føde (der er jo knebent med plads i forvejen når en hel baby skal ud af en!)

Men efter at være blevet scannet bogstaveligt talt fra brysterne og hele vejen ned til og ind gennem det mest private sted, konkluderede en meget erfaren jordemoder, at cysten ikke var at finde. Kun en meget lille rest kunne hun se. Juhu! En læge sagde efterfølgende at den også godt kunne have forskubbet sig et helt andet sted hen, som man ikke kunne se nu, da lillemanden fylder så meget. Derfor kunne den godt dukke op igen (pis). Jeg skal til en scanning igen om 3 uger for en sikkerheds skyld og ellers først igen i januar, hvor man vil se om den vokser igen efter graviditeten. (De er nogle genstridige nogle, de cyster!)

Men jeg er SÅ glad! Skøn nyhed i en ellers lidt for presset uge. Derudover blev lillemanden også scannet og alt så godt ud. Han er nu 2600 gram (jeg er 35+0 i dag) og han ligger med hovedet godt nede. Yeah man, nu kører vi den efter bogen - ikke mere drama til os, tak!

6 arbejdsdage tilbage

.. Før jeg går på barsel. Surrealistisk, men også så dejligt. Netop fordi der er så kort tid tilbage, så kan jeg alligevel ikke nå at fixe 1000 ting, så nu vil jeg gerne bare på barsel. Have lidt tid til at gøre klar herhjemme, øve mig endnu mere på træningen til fødslen og mentalt forberede mig på det hele. Bygge rede er det vidst bare. Det trænger jeg til.

Mit tredje trimester går generelt godt. Har lidt tendens til halsbrænd (mest om aftenen) og mine fødder er ret ømme (primært om morgenen), men ellers ikke de store gener. SÅ dejligt! Synes det er virkelig mærkeligt, at der næsten kun er 5 uger til min termin. Er ikke helt klar endnu, så håber ikke han kommer før tid, men glæder mig også virkelig meget til at se min søn. Til at han kommer ud til min mand og mig og vi kan holde ham i vores arme.

Det er også noget underligt noget, at skulle på barsel. Være væk fra jobbet i flere måneder. Det har jeg aldrig prøvet før - har længst været væk to uger ad gangen. Lidt skørt. Tror dog jeg bliver rigtig glad for det. Det bliver spændende at opleve en ny side af sig selv og nok også sundt at der kommer et lille mennesker, som nu kræver al opmærksomhed. Tænker at det bliver nemmere at syge "pyt" til ting, som før kunne komme til at fylde uhensigtsmæssigt meget. Men det er virkelig også specielt at skulle efterlade den butik, jeg har styret i over tre år, fra få måneder efter den åbnede. At give resultater, personale og kunder videre til en anden. Pas venligst godt på min arbejds-baby!

I nat havde jeg endnu en af mine underlige drømme. Drømmeland er sgu noget vildt noget. Scenen var babyland, nærmere bestemt amning. Jeg kiggede ned på mine bryster, som under graviditeten er vokset en god portion. Men pludselig var de helt små igen og mine brystvorter var næsten forsvundet, gået i et med resten af huden. Åh nej, kan jeg så ikke amme, tænkte jeg. Men lige pludselig løb mælken til og der kom kæmpe knuder af mælk alle steder i mine bryster og et tredje bryst voksede endda ud. (WTF!?) Så fik jeg min baby over, som nu var en pige og selvfølgelig kunne hun tale. Lige bitte og alligevel med et fuldt forståeligt sprog. Det har babyerne i mine drømme af en eller grund altid. Hun var ikke helt tilfreds og det hele var ret underligt. Kan dog ikke huske hvad hun sagde til mig.

Det er de små ting, der tæller

Det er det virkelig for tiden. Både min krop og mit sind er meget sart for tiden. I dag er en god dag. Jeg har i nat sovet bedre end jeg længe har gjort. Er er helt nyt menneske. SÅ dejligt! Ellers har jeg vågnet 3-5 gange hver nat den sidste uge. Men det er vel en slags forberelse til når lillemanden kommer til verdenen.
Så er jeg også ramt af en kæmpe forkølelse. Super underligt. Har det mega varmt hele tiden og så pludselig vågner jeg op en morgen med MEGA ondt i halsen - og det ville bare ikke gå væk. Så gik det i ørerne og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været syg på samme måde. Æv. Derudover kastede jeg også op. (What, var jeg ikke færdig med det!?) Så på en dag som i går, kunne jeg næsten ikke hænge sammen - og så blev jeg ked af det.

Nå, men i dag går det altså meget bedre fysisk, hvilket også giver et større overskud mentalt. For der er jeg altså også noget presset for tiden. Min termin nærmer sig med hastige skridt - 7 uger. Yikes! Glæder mig virkelig meget - til at se min søn og til at han er udenfor min krop. Men jeg er også virkelig nervøs. Hvordan skal det gå? Hvordan skal jeg klare mit livs maraton, når jeg vejer mere end nogensinde før og langt fra er i mit livs form?? Kan jeg takle smerterne? Kan jeg holde igen, når jeg skal det? Kan jeg presse ham ud i tide eller ender det i kejsersnit eller sugekop eller andet? Hvordan bliver mit krop efterladt? Får jeg mega mange strækmærker? Og hvad med mit underliv? Puha.
Derudover er der alt det praktiske. Jeg glæder mig virkelig meget til at gå fra på arbejdet, men hvordan skal jeg nå at blive klar med alt? Det kan jeg umuligt. Bliver der pinlige, trælse løse ender? Og hvad med det herhjemme - når det at blive klar?

Statusopdatering

Glukosebelastningen er vel overstået og endda med et fint resultat. Jeg har heldigvis ikke udviklet graviditetsdiabetes og skal ikke undersøges yderligere. Yay! Det var ikke just en dans på roser, men synes jeg klarede det rimelig godt.
Natten og morgenen inden gik OK - der var det vandet jeg savnede allermest. Kom ind lidt efter kl. 8 og skulle så drikke en lille kande med sukker- & citronvand. Først smagte det faktisk helt godt - fordi jeg var så sulten og tørstig. Efter at have tømt kanden skulle man sidde og vente i to timer - uden at hverken bevæge sig for meget eller at falde i søvn. Javel ja! Og disse timer var sværere. Blev herre træt og utilpas - det var sgu lige før at sukker/citronvandet kom op igen på et tidspunkt. Uf. Men jeg havde heldigvis medbragt en bog, som faktisk blev læst helt færdig.
Efter de to timer kom man ind og fik et lille prik i øret, svaret med det samme og så var man fri til at gå. "Husk nu at få noget at spise og drikke nu," sagde de inden jeg gik - ja, det er der sgu ikke fare for at jeg glemmer!

Fødselsforberedelsens andet modul var i mandag og det var igen en god oplevelse. Jeg har dog ikke fået øvet mig helt lige så meget, som jeg burde og skal have indhentet lidt. Næste gang er det meningen at man medbringer sin fødselshjælper - dvs. min mand. Det er jeg ret spændt på.

Derudover er mit humør noget skiftende for tiden. Fra helt positiv og motiveret til trist med en mening om at alt er uoverskueligt til en panisk følelse af, at tiden render fra os og vi slet ikke bliver klar med alle forberedelser i tide. Suk.

Nå ja, og så må jeg indrømme at jeg glæder mig til at få min krop mere for mig selv. Ej, jeg ved det lyder vildt tarveligt - og jeg nyder virkelig også at mærke lillemanden sparke i mig, en hel vild følelse. Men synes det er hårdt at være så besværet hele tiden. At sove dårligt, at kæmpe med at tage sko på, at få smerter efter bare kortere gåture osv. En underlig ambivalent følelse fordi jeg også er lidt bange for hvordan det hele skal gå, når lillemanden kommer ud. Kan vi nu passe godt på ham? Opdager vi i tide, hvis noget er galt uden at være mega sippede 24-7?

Uden mad & drikke duer jeg sgu ikke

Så er det i morgen kl. 8 det går løs - eller nærmere i aften kl. 22! Derfra skal jeg faste, da jeg skal til glukosebelastningstest kl. 8. Jeg hader at faste! Er for det første rigtig glad for at drikke meget vand - endnu mere her i graviditeten. For det andet er jeg meget glad for mad - især morgenmad. Åh, har slet ikke lyst til at skulle undvære mad og drikke i 12 timer. Bare tanken om det gør mig dårlig. Måske også især fordi, det minder mig om tiden med kvalme og opkast.
Til min første udskrabning var det også ulideligt at faste. Min krop ville stadig kaste op og vendte sig helt på vrangen, da der jo intet var at kaste op. Føj. Håber det går bedre denne gang. Skal uden tvivl have mig en late night snack liiige inden kl. 22 i aften - og madpakke med på hospitalet.

Fødsels- (aka smerte-) forberedelse

I går startede jeg til fødselsforberedelse. Jeg har valgt at gå til Anja Bays såkaldte "Smertefri Fødsel" grundkursus - efter anbefalinger fra en veninde, bekendte og et foredrag. Jeg tror jeg bliver rigtig glad for det. Jeg frygter nemlig lidt fødslen. Eller det vil sige - jeg frygter hvordan jeg vil takle smerten og hvordan jeg vil holde ud.

Nu har jeg netop siddet og øvet på noget afspænding og vejrtrækning - hvilket gør mig endnu mere glad for min beslutning om at tage kurset. For jeg synes sgu det er svært! Jeg er også lidt af en motorik-spasser. - Og så i kombination med, at jeg ikke ligefrem er i super form, så er det sgu ikke helt nemt at naile den korrekte vejrtrækning uden at snuble. Så der skal uden tvivl øves.

Men det første kursusmodul har givet mig blod på tanden. Jeg skal sgu blive sej til det, så jeg kan føle at jeg er med til fødslen, selvom det er mother hårdt og gør mega naller. Nu må vi se..

Skrevet søndag aften..

To ugers ferie lakker mod enden, hvilket gør mig lidt mut. Jeg har virkelig nydt at have fri. Heldigvis skal jeg kun arbejde én uge, før jeg igen har en uges ferie. Juhu!
Vi har ikke været udenlands denne ferie, hvilket ellers ville have været lækkert. Kunne godt have brugt en lille tan - det har det danske sommervejr ikke kunne give mig de sidste to uger. Er stadig helt bleg - ikke den bedste kombination med min også voksende krop. Æv.
Men selvom vi ikke har været sydpå eller lavet andre vilde ting, har ferien virkelig været dejlig og små detaljer har gjort mig lykkelig.

- At sidde og kigge på min mave og både se og mærke hvordan lillemanden bevæger sig indeni mig
- Da min mand fortæller, at han glæder sig til at vi skal hjem til mine forældre
- Total afslapning i mine forældres have
- Middag på altanen
- Tosomshygge med min mand

Tilbagevendende gener

Bortset fra at jeg har en kæmpe mave, synes jeg, at min tilstand de seneste dage, har mindet meget om 1. trimester. Er begyndt at blive mere utilpas igen, kvalme og crazy sult kl. 5 om morgenen. Derudover også tilbagevendende hovedpine. Jeg er ikke fan.
Så nu står den igen på rugbrød og vand efter toiletbesøget kl. 5 hver morgen. Gad vide om det bliver sådan resten af tiden?

Det bringer mig videre til min næste lille bekymring. - Glukosebelastningstest om halvanden uge. Der skal man nemlig faste fra kl. 22 dagen inden. Skal jeg undvære mad i over 12 timer!?? Ikke ligefrem min stærke side. Min bedstefar og min farmor havde sukkersyge og derfor skal jeg testes. Der har dog ikke vist sig noget på de farvede pinde man tisser på hos jordemoderen. Men nu må vi se. Håber jeg går fri - og håber virkelig at jeg klarer fasten uden opkast. Uuuuha.

Tykke-Stine

For søren, der er turbo på lillemanden disse dage. Han bevæger sig rigtig meget og min mave bølger op og ned. Derudover er der virkelig kommet tyngde på den sidste uges tid og jeg føler mig noget mere besværet. Føler mig sgu lidt gammel og tyk. Jeg har ferie pt og suser ikke rundt. Jeg sov godt i nat og tog mig også en lille middagslur - og alligevel har jeg været uoverskuelig træt hele dagen. Føj. Det må gerne gå væk.

Jeg er allerede begyndt at støde ind i ting og mennesker - og tænk hvor meget min mave stadig mangler at vokse!? Uha. Det skal nok blive interessant. I weekenden var jeg i svømmehallen - rigtig skønt btw - og fik kommentaren "nå, det må da også være lige op over snart?" Mmneeeej, der er så ti uger endnu - hvis han kommer til tiden vel at mærke. (Oh yeah, jeg skal nok nå at blive rigtig stor.)

3. trimester byder velkommen med pølsefingre

Jep, nu med pølsefingre. Suk. Føler egentlig ikke, at jeg har specielt hævede fingre, meeen mine ringe siger noget andet. Tæt på panik i det lille hjem i dag, da jeg pludselig synes min vielsesring sad lidt tæt og jeg hellere måtte tage den af. Den kunne fandeme næsten ikke komme af! (Fuck!) Derfor sidder både min vielsesring og min forlovelsesring i skrivende stund på min lillefinger. Det holder vidst ikke helt. Tænker jeg må have dem i en lille kæde om halsen resten af min graviditet. Crap. Knap så sexet. Hvilken skøn start på 3. trimester. Hvordan ender jeg ikke med at se ud, når der alligevel er tre måneder endnu...!?

Velkommen til, benkramper

Har fået en tilbagevendende natlig gæst - benkrampen. Åbenbart også en typisk graviditetsting. Crap. Flere gange er jeg vågnet liiiige inden krampen går rigtig i gang og prøver panisk at forhindre den i at sætte ordentligt ind ved at slappe af og trække vejret dybt. Meget svært. Strækker jeg ud, bliver det bare værre. Dette har også fået mig til at frygte fødslen (læs: Ve-smerterne!) endnu mere. Hvordan skal jeg klare sindssyge veer, når jeg bare ved benkramper er ved at gå ud af mit gode skind!?

Håber ikke kramperne har tænkt sig at komme forbi alt for regelmæssigt resten af min graviditet. Medmindre de kan give mig flotte tonede lægmuskler! Det tvivler jeg dog på.
Måske skulle jeg sige: Goddag OG farvel, benkramper - I er ikke velkomne!

Shopping til lillemanden (eller manglen herpå)

Jeg synes det er lidt tricky at få hul på det der med at købe alle fornødenheder til vores kommende søn. Jeg har købt én body indtil videre. That's it. Derudover en graviditetspude, som jeg sover med om natten - helt fantastisk - og den kan jo også bruges som ammepude, når den lille kommer.
Mine forældre har givet os et fint sengesæt + et sødt håndklæde med hætte til lillemanden - og min mand har fået to poser med tøj arvet fra hans kollegaer. Super lækkert.

Men jeg altså lidt svært ved at komme rigtig i gang med at gøre klar til lillemanden. Selvom jeg har kigget på en masse online. Det er den lille bitte stemme indeni mig, som siger: "Er du sikker på, jeres kamp er ovre? Måske der sker et eller andet frygteligt.." Uf. Men fra i morgen eftermiddag har jeg to ugers ferie og så har jeg besluttet, at der skal købes nogle af de større ting OG vi skal ud og se rigtigt på barnevogne. For tiden går hurtigt nu. Er seks måneder henne og kan godt mærke, at der er kommet mere vægt i maven de seneste par uger. Så der skal ordnes inden jeg bliver KÆMPE og overskuddet bliver ikke-eksisterende. Jeg vil nemlig også rigtig gerne lave et par småting selv, og det er trods alt nemmere at sidde og nusse med, hvis der er styr på de større ting.

Onsdagstanker

Lidt trist her til aften. Rastløs, men træt. Er stadig håbløst bagud på mit arbejde, får ikke trænet og har bunker af vasketøj som venter på at blive vasket. Trænger til at få nogle flere ting klar til baby. Sådan rigtigt. Er blevet stor og de seneste dage har jeg tænkt mere og mere på fødslen og min krop efter. Hvordan mon jeg klarer fødslen? Og hvor svært bliver det for mig at komme til at se godt ud igen bagefter? Vil jeg få store strækmærker, slatten mave og fucked up underliv? Vil jeg have nemt ved at tabe mig eller bliver det en kamp uden lige?

Dag vs. aften

Jeg er ikke stor fan af aftener for tiden. Jeg er træt, restløs og underligt til mode. Har lyst til at lave noget, men orker intet. Så er jeg meget bedre til dagtimerne. Jeg har mere energi og hvis jeg bliver træt og hviler lidt gør det ikke noget, for der er jo masser af dag tilbage. Om dagen er jeg gladere og nyder at lave en masse småting. Rigtig dejligt. Kan jeg få noget mere dag, tak?

Kickflipper

Der er begyndt at være power i lillemanden. Over de seneste par uger har jeg kunne mærke ham bedre og bedre. Altså så jeg nu slet ikke er i tvivl om, når det er ham, der spræller i min mave. Det var jeg lidt tidligere. For nogle dagen siden kunne min mand mærke ham sparke, hvilket var et helt fantastisk øjeblik. I weekenden mærkede jeg ham selv udefra også - altså med hånden på maven - og fik min mand til at mærke også. Skøn start på weekenden. Flere gange i dag har jeg faktisk kunne se min mave bevæge sig, når lillemanden sparker. SÅ vildt! Lidt creepy, men allermest helt fantastisk og meget surrealistisk. Det er sgu noget af et mirakel sådan som et liv bliver til.

Og en tebirkes, tak!

Uh, har været forbi bageren lidt for ofte på det seneste. Det er jo farligt. Har jeg nævnt det før - min badevægt har sat ud. Så jeg har ikke vejet mig selv siden jeg var hos lægen for cirka to måneder siden. Åh-åh. Det er ikke fordi jeg æder helt vildt resten af dagen, meeeen bør nok skære lidt på de bagerbesøg igen. Selvom frygten for at blive kæmpestor er der, så er det alligevel ikke nemt, når man i forvejen har en kæmpe mave. Det er heller ikke fordi jeg får vilde cravings og "bare må ha' det der NU". Næ, der er bare en større lyst og en noget mindre selvdisciplin! Det er godt nok noget skørt noget at være gravid.

Har vi overhovedet plads til lillemanden?

I lørdags var min mand ude med nogle kollegaer og kunder - og jeg gav mig i kast med at sortere en masse tøj. Måske lidt trist lørdag aften, men jeg fik fyldt to sorte sække til genbrug og søndag blev jeg halvanden IKEA-pose med tøj fattigere efter et lille loppemarked.

Ja, jeg har vidst nævnt det før, men jeg har SÅ meget tøj liggende - der er jo slet ikke plads til lillemanden i lejligheden med alt mit tøj! (Og sko, stof og krea-mapper.)
Der er stadig meget der skal sorteres, men det er rart at have fået taget bedre hul på det nu. Vi har også rykket rundt på to reoler og er begyndt at sortere i alt indholdet. Før vi kan købe og indrette til lillemanden, så bliver vi simpelthen nødt til at rydde ud i lejligheden. Der er på ingen måde plads ellers. Uh, jeg synes der er meget, der skal gøres - og det er jo meget sjovere at researche på hvad man mon skal købe til det kommende vidunder end at sortere og rydde ud!

Jordemoderbesøg og kærlighedserklæring

Sidder i skrivende stund på altanen og nyder lidt sol. Skønt! Her til formiddag var vi til jordemoderen for anden gang. Vi blev igen udfordret på tålmodigheden, men ventetiden var ikke så slem som sidst. Heldigvis. Det er lidt spøjst at være hos jordemoderen. Men alligevel også fascinerende. Hun mærker på min mave siger så - her er din livmoder. Den går hertil og rundt her og her. Her ligger baby. Very cool. Vi hørte også hjertelyd. Derudover har jeg mærket markant mere til ham - junior i min mave - de sidste par dage. Meget underlig følelse, men også helt fantastisk. Tænk at der er en voksende baby indeni i mig!

Netop det er ren lykke. Især i kombination med at manden vågner i nat, kysser mig og siger at han elsker mig, helt usandsynligt meget. Ægte lykke.

Halli Hallo

Jeg er ikke gået under jorden, har aborteret eller er rejst til de varme lande - jeg har ingen undskyldning for ikke at have skrevet i 100 år og er fyldt med dårlig samvittighed. Håber ikke I alle er forsvundet for good!

Det går generelt godt. Min mand og jeg glæder os meget og jeg drømmer ofte om vores kommende søn. Jeg har forenet mig mere med min voksende krop - især fordi min mand er rigtig god til at komplimentere den. Dejligt.

Min hud er stadig i oprør, men heldigvis ikke så meget i ansigtet og på brysterne længere. Thank God! Jeg kaster stadig op ind i mellem. Sådan er det åbenbart bare. Nu er det hvis jeg er for træt, nervøs eller har spist noget for fed mad. (Frikadellemadder er åbenbart no go nu - der er instant reaktion fra kroppens side. Yikes!)

Jeg er stadig ikke blevet god til at træne. Det er sgu lidt op ad bakke.

Vi har endnu ikke købt noget babyudstyr, meeeen pin'er ivrigt inspirerende fotos på pinterest.

Fantastisk søndag til jer alle derude!

Det må være ham...

...jeg mærker i min mave! Åh, jeg glæder mig til, at det bliver regelmæssigt og til scanningen på tirsdag. Kan næsten ikke vente med at blive forsikret om, at alt er OK.

Jo længere jeg kommer i graviditeten, jo mere tænker jeg på dem, som har mistet sent. Som fx kvinden jeg lå på stue med under min første udskrabning. TO gange havde hun mistet efter uge 20 - altså født et barn, som døde ved den alt for tidlige fødsel! Tænk, at skulle starte forfra med det hele nu. Igen forsøge at blive gravid, endelig blive det og så være herre dårlig igen - og så med en endnu større frygt for at miste. Puha. Helt umenneskeligt. Alt for uoverskueligt.

Så jeg er meget lykkelig lige nu. Føler mig virkelig heldig - også selvom jeg har hud, der slå ud, bliver dårlig og ikke kan være i mit tøj. Tænk, at der vokser et lille mirakel inde i mig.

Er det mon junior?

Mandag aften flader jeg altid ud på sofaen til Grey's Anatomy. Også i aften. Elsker den serie. Er træt og ligger næsten helt ned.

De seneste dage har jeg prøvet at være meget opmærksom på at mærke liv. Men hvordan ved man hvordan det føles? I går mærkede jeg så pludselig en slags dirren i maven efterfulgt af noget, som føltes som en boble der sprang. I følge Google kunne det meget vel være junior. Men der skete ikke mere efter den ene boble.

Indtil nu for et kvarter siden. I nederste venstre side af min mave. Som om der er nogen, der puster bobler i min mave - som man pustede med sugerør i sin sodavand, da man var barn. Det må da næsten være ham, ikke? Uh, det håber jeg virkelig! Trænger til at blive forsikret om, at alt stadig er okay.

Kampen om ressourcerne

Er hidsig lige nu - og frustreret og derfor også ked af det. Typisk reaktion fra mig - især med alt for mange hormoner i kroppen.

Det er tydeligt, at jeg ikke har den mængde energi og overskud, jeg havde inden jeg blev gravid. Også selvom jeg ikke kaster op pt eller er lige så træt, som jeg var i 1. trimester. Jeg arbejder langsommere og kan simpelhen ikke få lige så meget fra hånden. Alligevel bliver jeg også træt hurtigere. Jeg er bagud på alle fronter (jep, det er ikke blevet bedre siden jeg nævnte det sidst) og i dag går det mig rigtig meget på.

Har brugt en stor del af denne søndag på arbejde og er stadig ikke færdig. Samtidig får jeg en mail fra min nye chef om noget extra jeg lige skal fixe inden vores møde på tirsdag. Jeg kan slet ikke få tingene til at hænge sammen på jobbet pt og en ny chef + en gravid krop gør det ikke ligefrem nemmere. Har lyst til at råbe ad nogen! OG kaste med noget! For dette gør jo, at jeg kommer endnu mere bagud med ting herhjemme også og har mindre overskud, når jeg endelig har fri. Ja, det gør mig heller ikke ligefrem til den bedste hustru.

Føler at jeg kæmper og kæmper, men ingen vegne når. Hvordan skal jeg fordele min energi? Som det er nu, kan jeg hverken tilfredsstille jobbet eller hjemmet 100%. Både i forhold til mine egne forventninger og andres. Hvilket er frustrerende. Er ikke en happy trooper lige nu og håber på at den kommende uge byder på positive overraskelser. (Måske bevægelser fra junior? Det ville ikke være dårligt!)

Mandag på en tirsdag

Det er tirsdag i dag og jeg er 18+0, men det føles som en rigtig mandag. Jeg er moody og synes det hele er lidt uoverskueligt i dag. Føler mig bagud på alle punkter. På jobbet, i hjemmet og med mig selv.

Egentlig er det gået ret godt den sidste uges tid. Jeg har nu ikke kastet op i en uge (woop, woop!) og bortset fra, at jeg stadig er ret træt, har jeg det godt. Hver dag går jeg og håber på, at jeg mærker liv fra den lille dreng, som ligger i min mave. Flere gange har jeg studset over et par ting, men har endnu ikke været sikker på, at jeg har mærket ham. Glæder mig. Der er stadig et par uger til vi skal til gennemscanning og dermed se det lille mirakel igen og forhåbentlig blive forsikret om, at alt lader til at være som det skal.
I lørdags havde jeg sæsonens vigtigste dag på jobbet og heldigvis gik det rigtig godt og endnu engang forbedrede mit team og jeg os fra sidste gang. Det holdt ellers rigtig hårdt denne gang. Jeg er meget stolt, men også træt.

Jeg er glad for helligdagene der er nydeligt spredt ud over arbejdsdagene disse dage. Selvom jeg i forvejen har svært ved at nå mine ting på jobbet. Det er som om, at jeg bare arbejder langsommere for tiden. Er det mon en typisk graviditetsting?

Herhjemme er vi begyndt at tale om hvad der skal investeres i at udstyr til den kommende baby. Og hvad der derfor skal laves om. Lige nu bor vi i luksus med et helt rum til computere, symaskiner, tegnegrej osv. Nu skal det rum deles med babyen og der skal tages stilling til seng, barnevogn mv.

Derudover er min badevægt stået af (er det mon et tegn!?) og jeg frygter hvad vægten siger. Det er svært at se om man bliver tykkere på den forkerte måde, når man alligevel er større end nogensinde før.

Sidst, men ikke mindst, er jeg stadig frygtelig bagud på motionsfronten. Tror snart alt min muskelmasse er forsvundet og det er med under 160 dage til termin aka dagen for mit livs maraton. Fuck! Must.do.something.soon.

Godt sagt - et citat

Da jeg var hjemme hos mine forældre i påsken faldt jeg over dette stykke tekst i min mors Alt for Damerne. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske det egentlige emne i artiklen, men jeg synes det er så fin en udtalelse. Det er jo ikke altid man kan tale helt åbent om alt, men jeg tror helt sikkert på at det hjælper at dele de helt svære ting med andre. Om det så er hele omverdenen eller bare få indviede.

En update

Er ved at forene mig med tanken om, at min krop bare kaster op nu og da pga graviditeten. For det vender stadig tilbage (som i alle dage denne uge indtil videre).

Det er noget mærkeligt noget, graviditet. Så forskelligt fra kvinde til kvinde. Humørmæssigt er jeg (endnu) ikke så hårdt ramt af hormonerne, men min hud er blevet hårdt ramt i perioder og så døjer jeg lidt med kløe under højre fod. (Underligt!)

Min mand og jeg har også været til første besøg hos jordemoderen. Vi ventede i et godt stykke tid før det blev vores tur, men havde ellers en god oplevelse. Kvinden vi kom ind til havde godt 15 års erfaring og havde læst vores journal inden vi kom. Dejligt udgangspunkt. Derudover var det en lidt sjov oplevelse. Det er jo en hel ny verden. Hun skulle jo også mærke på min mave, hvilket var en lidt speciel oplevelse. Har aldrig brudt mig så godt om at blive trykket på maven. (Fingers crossed at min baby ikke skal forsøges vendes på noget tidspunkt!)

Vi hørte hjertelyd - meget sejt - og jordemoderen sagde at jeg var ganske normal. (Hvilket jo er rigtig dejligt i denne sammenhæng.)

Efter jordemoderbesøget gik turen til Riget, hvor cysten skulle tjekkes. Endnu mere ventetid. Var ved at gå helt kold. Jeg mener, er jo efterhånden en erfaring dame i forhold til ventetid i mellem lægebesøg, svar på prøver osv, men på fertilitetsklinikken har jeg meget sjældent oplevet meget ventetid i forbindelse med et besøg.
Men det blev vores tur og det var en rigtig sød læge, vi kom ind til. Hun tog sig rigtig god tid til os, hvilket var rigtigt rart. Cysten blev undersøgt, men hun ville gerne konferere med andre læger i forhold til en endelig dom. Det svar venter jeg så på nu.
Bonussen ved dette kontroltjek var, at den lille baby i min mave også blev scannet. Yay! Alt så stadig godt ud - størrelsen var som den burde i forhold til hvor langt jeg var henne osv. OG hun kunne se kønnet. Der gemmer sig en lille dreng inden i min mave! SÅ vildt!

Jeg drømmer stadig om at blive den fantastiske gravide kvinde, der dyrker sport, bager boller og bare går rundt og ser godt ud. Men i virkeligheden kæmper jeg mig gennem arbejdsdagene for tiden og kan ikke engang overskue at ordne mit hår. Hmm...

Vi har alle brug for et kys fra en ung fyr en gang i mellem - eller, det har jeg i hvert fald i dag. Værsgo'!

Undrer mig over den såkaldte morgenkvalme

Forstår ikke det der morgenkvalme aka graviditetssyge. Det vil ligesom ikke rigtig gå over. Denne uge har min mand og jeg har ferie (så tiltrængt), og har i den forbindelse været et smut til London. Ingen af dagene i London kastede jeg op - og dagen inden vi tog afsted, var det kun meget lidt. Derfor tænkte jeg: NU må det være ovre med det opkast! Er jo efterhånden i 4. måned! Meeeeen nej, snydt igen! Efter vi er kommet hjem, har jeg kastet op hver dag. Uf!

I morgen kalder arbejdet igen og jeg kan ikke rigtig overskue det. Har en hård og travl uge foran mig. Så opkasten har bare at skride for good nu - be gone, tak! (Nu kalder sofaen vidst på mig)

Gravid & shoppelysten

Jeg har haft en øget shoppelyst de seneste par uger - og også givet efter en del gange. Sjovt nok, er jeg endnu ikke nået til det punkt, hvor jeg er begyndt at shoppe ting til den kommende baby eller dennes liv i vores hjem. Næææ, det er bare mig selv jeg shopper til. Er spændt på hvornår det mon går over i baby-shopping i stedet.

Den øgede shoppelyst hænger nok også sammen med det faktum, at jeg har tøjkrise næsten hver dag. Som jeg tidligere har nævnt, så har jeg allerede svært ved at være i meget af mit tøj. Heldigvis er jeg jo endelig ovre nakkefoldsscanningen og giver derfor maven lov til bare at flyde ud (hvor jeg før gjorde mit bedste for at skjule den på jobbet).

I dag besluttede jeg mig for at sortere mit skab for ting, jeg alligevel ikke kan passe før engang efter fødslen - og meget vinterligt tøj røg også med. Det blev til to fyldte ikeaposer + næsten en hel ikeapose med tøj, som jeg tænker skal sælges. Og der er stadig meget tøj i skabet. (What! Aaaaalt for meget tøj i skabet).

Min babys nabo: Cysten

Til nakkefoldsscanningen scannede jordmoderen også min cyste - min evigt tilbagevendende logerende. Hun var ikke helt glad for den - den er selvfølgelig også vokset igen. På onsdag - hvor vi også skal til første jordmodermøde - skal cysten tjekkes og muligvis suges for indhold (igen). Er lidt nervøs, men også spændt på hvad lægen siger til det. Jeg håber egentlig at han/hun siger, det er nemt og ufarligt for vores ufødte baby, at cysten bliver tømt. For den har irriteret en del de seneste par dage - og jeg har slet ikke lyst til den pludselig skal sno sig om sig selv eller sprænge lige pludseligt. Har læst, at det kan gøre ufatteligt ondt. Den var 9 cm, der hvor den var størst, for en uge siden. Så må vi se om den vokser yderligere til på onsdag eller jeg er heldig og den trækker sig sammen.

Den eneste trøst cysten giver mig er, at den jo efterhånden fylder en del. Den er jo samme størrelse som vores lille baby. Min konklusion: Det er jo som at være gravid med tvillinger pt - pladsmæssigt - og kan vel derfor til dels undskylde min allerede kæmpe mave... Eller? (I hvert fald er min mave ud over det hele og tøjkriserne er ikke blevet mindre.)

Dommedagen - scanningen

Så kom tiden endelig til scanningen. Jeg kastede kun lidt op om morgenen og var SÅ klar på at få det overstået. Min mand og jeg havde en dejlig morgen, men da vi kom til afdelingen meldte nervøsiteten sig, og jeg blev utilpas, synes der var utroligt varmt i ventelokalet og fik klamme hænder. Endelig blev mit navn råbt op og vi kom ind i et rum med dæmpet belysning. Efter en kort snak blev jeg beordret op på briksen og scanningen gik i gang. (Yay, første scanning udenpå maven og ikke endnu et møde med den enøjede dildo).

Hurtigt blev vi glade - det lignede jo en ægte baby på skærmen! Og den bevægede sig! Jordmoderen fortalte lidt og gav os heldigvis ret i, at der var mange gode tegn. Efter et par minutters scanning, blev vi sendt ud af lokalet igen, så jordmoderen kunne sammenligne scanningen og målingerne med blodprøven jeg havde fået taget ugen forinden. Som at være til eksamen og vente på den endelige karakter.

Her er et lille billede af vidunderet, som viste sig at have god lav risiko for at have Down's og to andre kromosomfejl. Pyha!

Nu er vi SÅ glade og glæder os allerede til næste scanning, hvor vi forhåbentlig igen kan se at alt er som det skal være. Surreal! (Nå ja, og så går jeg hver dag og tænker, at i dag må være sidste dag med opkast. Det må jo snart stoppe.)

På randen til sindssyge

Så kan jeg snart ikke vente længere. Har brug for en pause fra drømme, hvor jeg ikke kan føde mit barn, får at vide det er hjerneskadet eller føder en ged der hedder Barbie i stedet for et barn (jep, det drømte jeg faktisk!)

Nakkefoldsscsnningen er i dag kl 9.45 og det føles som om der stadig er hundrede år til og som om jeg har ventet i maaaaange måneder. Jeg kan ikke rumme andet end at det går godt, men alligevel er det helt surrealistisk. Håber vi ser en miniaturebaby med spræl i og gode tal. Tænk, hvis vi skulle starte helt forfra igen...! Nu når vi endelig er nået så langt. Fuldstændig uoverskueligt. Sender en tanke til alle der er gået i gennem en sen abort - muligvis verdens stærkeste kvinder og par.

Makabre drømme & mareridt

Den seneste uge har jeg haft mareridt og makabre drømme drømme næsten hver nat. Virkelig klamt. Jeg ved ikke om det har noget med alle hormonerne i min krop at gøre, men mon ikke de spiller lidt ind. Jeg har i mange år været god til at huske mine drømme, og når de er gode er det super dejligt, men de onde drømme kunne jeg godt være foruden at huske. Har fx drømt, at jeg kom ind på en bar, hvor alle barstolene havde døde menneskers hoveder på som sæde - og de åbnede øjnene og begyndte at grine, da jeg kom ind. Har også drømt at jeg blev vildt jaget af nogle underlige damer, som jeg derfor prøvede at dræbe. At jeg ville fjerne en hudorm på min næse, som pludselig var en levende orm under min hud, pludselig var der fyldt med orme under huden på min næse og jeg måtte tage hele mit ansigt af for at få det væk! Så klamt! Derudover har jeg selvfølgelig også drømt, at jeg er begyndt at bløde og at jeg direkte aborterede et barn, som var helt slattent, men som jeg alligevel prøvede at få liv i. Uf! Nightmares be gone!

Graviditets-glow, my ass

Jeg er i bedring. Har haft den bedste weekend i to måneder. Yay! Har så kastet alt for meget op i går og i dag, meeeen det er jo med at nyde de gode stunder. Jeg tror virkelig på, at dårligheden er på retur. Glæder mig bare SÅ meget til nakkefoldsscanningen. Så det hele kan blive rigtig virkeligt. Så vi forhåbentlig kan se en lille baby der bevæger sig og få at vide at alt ser godt ud. Kan slet ikke rumme hvis der er noget galt. Synes jeg har været gravid i hundrede år allerede, tænk hvis jeg skulle starte forfra igen..!

Det der med den specielle glød, gravide får, kan jeg vidst godt droppe. Jeg er ikke engang tre måneder henne, men allerede nu kan jeg ikke have mine jeans på og min hud slår ud. Har fået den største muffin-top - nok en kombination af at jeg er oppustet og har spist liiiidt meget for at holde kvalmen bare en smule på afstand. Fuck. Magter ikke at blive en kæmpe blob og håber og tror på jeg kan udligne det lidt de næste par måneder hvis kvalmen forsvinder. (Please?)

Ingen lyserød sky, bare en boble af bræk

Der går lidt langt mellem indlæggene for tiden. Det er ikke fordi jeg flyver rundt på en lyserød sky i lykke over min graviditet. Det er fordi jeg intet overskud har og bruger nærmest al min tid på skiftevis at spise og kaste op. Jeg bruger alle mine penge på mad fordi jeg er konstant sulten, men er samtidig så træt at mad, at jeg ikke rigtig nyder noget. Derudover er det alt for lang tid siden jeg har vasket mit hår og min mave er allerede ud over det hele.

Nu skal det ikke misforstås - jeg er ovenud lykkelig for at være blevet gravid, men for søren, jeg er nederen for tiden! Jeg har besluttet mig for at den ekstreme dårlighed denne uge skyldes at det er ved at vende og jeg snart er færdig med dårligheden. At det ligesom peaker liiige inden det stopper. Det er jeg så klar på.

I dag har jeg også svaret på et spørgeskema fra hospitalet. Med en millard spørgsmål! Blandt andet om jeg tager kokain, ecstacy og lignede eller om jeg gjorde det inden jeg blev gravid. Men også om hvad jeg vejer, om jeg føler mig frisk og aktiv eller om der er noget jeg bekymrer mig om og i hvilken grad. Var ikke helt tilfreds med alle svarmulighederne - og heller ikke mine svar - men er spændt på hvordan der bliver fulgt op på mine svar senere i forløbet.

Lille bønne, stor mave

Scanningen i går gik godt. Vores lille bønne er nu 24 mm "stor" og alt ser i følge lægen fint ud. Cysten er der selvfølgelig stadig. Den bor der, sagde lægen, men mente ikke den ville forstyrre graviditeten. Efter fødsel synes han dog, at man lige skal se om den stadig er der/kommer igen. Så kan det være den skal fjernes. Men der er jo hundrede år til. (Sådan føles det i hvert fald).

Nu er vi blevet afsluttet på fertilitetsklinikken. Det er godt nok underligt. Vi har været meget glade for dem deroppe. Søde, ærlige og effektive. Synes det er lidt skræmmende at skulle ud blandt andre læger mv. Havde jo ikke ligefrem den bedre oplevelse i forbindelse med min abort. Men nu er det jo sådan - og vi har lovet at komme og vise vidunderet når det er. Surrealistisk.

Har ellers gået og troet, at jeg var ved at være ovre det med at kaste op. Meeen så kastede jeg op både i går aftes og lige inden maden i dag. Føj. Helt utilregneligt. Derudover er jeg MEGA oppustet. Har ikke haft jeans på i to uger tror jeg - og jeg er ellers en rigtig jeans-pige. Har tøjkrise hver dag inden arbejde - hvad kan jeg holde ud at have på samtidig med at det skjuler min oppustede mave.

Glæder mig SÅ meget til det kan blive rigtig officielt. Så jeg bare kan lade maven folde sig ud. Håber også på at kvalmen og opkast så forsvinder. Ville være rart at kunne overskue lidt rigtig motion igen og ikke bare gåture. Generelt vil det bare være dejligt, hvis jeg kunne overskue mere igen og være mere mig. En bedre hustru, veninde og bare Stine, som jeg bedst selv kan lide hende (mig).

Graviditeten & jobbet

Jeg er i Stockholm med jobbet og er allerede hoppet under dynen selvom jeg burde være til festmiddag. Men når vi fløj kl 6.15 i morgen og har et ni timers program i morgen også og en dag torsdag, så blev jeg nødt til at melde fra og få hvile. Er SÅ træt for tiden. Derudover er det blevet lidt bedre med kvalmen og opkast - bortset fra i morgen selvfølgelig. Da flyet skulle til at lande, kunne min krop ikke holde til flere lufthuller og det væltede ud af mig fra det ene øjeblik til det andet. Så fik jeg også prøvet at kaste op i sådan en klassisk pose (eller rettere, to poser) fra lommen i sædet foran. Uf!

I onsdags fortalte jeg også min chef om min graviditet. Havde egentlig først planlagt at sige det efter nakkefoldsscanningen, men med al den dårlighed og en tre dages intens tur til Stockholm i vente, besluttede jeg at det var bedst at fortælle det. Efter rådføring med min mand og min mor.
Han sagde tillykke, men indrømmede også at det var en blandet fornøjelse at få sådan en besked. Det kan jeg også godt forstå, men sådan er det jo. Nu håber jeg virkelig at alt udvikler sig godt herfra.

Savnet af mig selv

Jeg savner mig selv. Hende den rigtige Stine, som er sjov, klæder sig lækkert, gør noget ud af frisuren osv. Det er godt nok hårdt ikke at føle sig som sig selv. Det gør mig trist indeni og giver mig lyst til at græde og krybe langt væk fra hverdagen.

Det føles helt forkert. Her sidder jeg - MEGA heldig fordi jeg er blevet gravid og forhåbentlig er færdig med fertilitetsbehandlingen for nu - jeg er ovenud lykkelig for at være blevet gravid og alligevel frygtelig trist indeni. Det hænger slet ikke sammen og jeg håber virkelig at det snart ændrer sig.

Vrangen ud

Jeg beklager den lange tavshed. Torsdag og fredag havde jeg faktisk overraskende lidt kvalme og jeg var mere mig selv i nogle timer. Men lørdag vendte den altoverskyggende dårlighed tilbage og den vil ikke forsvinde igen. Oveni kvalme, opkast og træthed har jeg også døjet med onde mavekneb og oppustethed. Og jeg er så dårlig til at være dårlig. To gange er jeg brudt grædende sammen fordi det virker så uoverskueligt - jeg kan slet ikke rumme at være så dårlig på et tidspunkt hvor jeg burde stråle og stille og roligt komme i god form til mit livs maraton, fødslen.

I en perfekt verden holdt jeg selvfølgelig alt det brok for mig selv og bare glædes over at være blevet gravid efter over tre års forsøg. Men bloggen er netop til alle sandhederne også de grimme og pinlige.

Og er jeg utrolig taknemmelig og glad for at være gravid. Helt vildt. Men samtidig er jeg ved at gå til i frustration over at have det dårligt og være utilpas 24-7.

Men til det gode: scanningen i fredags gik godt! Alt ser ud som det skal - fostret ligger inde i livmoderen, det har den rette størrelse i forhold til hvor langt jeg bør være henne og der var hjerteblink. SÅ skønt! Min mand sagde det så fint i fredags: Det er den bedste dag siden vores bryllup! Og det havde han virkelig ret i. Det var meget dejligt og har helt sikkert givet noget extra tryghed. Vi skal scannes igen på næste fredag, hvorefter risikoen for spontan abort skulle være noget mindre. (Nå ja, min cyste er vokset igen - selvfølgelig, den satan - så den skal der også holdes lidt øje med, men forhåbentlig går den i sig selv på et tidspunkt.)

I følge scanningen har jeg termin den 16. oktober. Surrealistisk. Men lige nu handler det bare om at tage én dag ad gangen. Håber det snart vender, så jeg også får blogget mere og ikke skal lægge iPad'en fra mig midt i et indlæg for at gå ud og kaste op (yes, that happend).

Dårlig til at være gravid

Jeg kæmper denne uge. Denne uge, som synes at vare en evighed. Arbejdsdagene er uendeligt lange og jeg slæber mig i gennem dem. Nu er jeg endelig nået over halvvejs i min arbejdsuge og føler mig utroligt nok ok tilpas i skrivende stund.

Fredag er dagen vi venter på. Der skal vi nemlig endelig til scanning og skulle gerne kunne se hjerteblink. Kan vi det, er vi nået længere end sidste graviditet. Det var omkring dette tidspunkt i graviditeten at jeg begyndte at bløde sidste gang, hvilket selvfølgelig har gjort mig lidt nervøs. Jeg har dog en generel bedre mavefornemmelse denne gang. Nu skal det sgu lykkes, MEN:

Jeg er herre dårlig til at være gravid! Kan slet ikke overskue det, troede ikke jeg ville rammes så slemt. Jeg ville være hende der nød at være gravid og fortsatte min hverdag næsten som normalt. I stedet har jeg kvalme 24-7, kaster op, er konstant sulten og spiser derfor også i tide og utide. Vågner endda om natten og er sulten og har kvalme! Er sindssyg træt, men vågner alligevel hver nat/morgen kl. 4 og kan ikke falde i søvn igen før kort inden vækkeuret ringer. Orker ikke noget som helst og har også fået nogle underlige røde prikker i ansigtet og på inderlårene(!)

Håber inderligt at det kun er for en kortere periode, for den sejhed jeg havde under fertilitetsbehandlingen er åbenbart væk. Pist borte. Jeg har bare lyst til at blive under dynen og græde lidt indtil jeg helt officielt kan fortælle nyheden. Hvorfor er jeg så dårlig til at være gravid?

Morgenkvalme aka 24-7-kvalme

Jeg er en af dem, som ikke se mig fri for kvalme her seks ugers tid inde i graviditeten. Det er godt nok upraktisk lavet af Moder Jord, at man er så dårlig inden man ved om der er liv og der højst sandsynlig kommer et barn ud..!
Det er blevet gradvist værre de sidste par dage, men er endnu ikke begyndt at kaste op. Det er bare SÅ ubehageligt! Og ved ikke hvem der har døbt graviditetskvalme morgenkvalme - min varer hele dagen! Føler mig total ustabil. Jeg er virkelig dårlig til at have kvalme. Al min sejhed er forsvundet disse dage og fredag var jeg SÅ træt, måtte kæmpe mig gennem dagen. I dag har jeg endda også taget en lur midt på dagen. Her er en perfekt beskrivelse af hvordan jeg har det pt.

Synes virkelig det er hårdt at være ramt af kvalme. Et er selve kvalmen (føj!), men noget andet er det, at jeg ikke ved hvor længe jeg skal leve med den og om det lille embryo i mig overhovedet udvikler sig og lever, så det ikke skal gå som sidst.
Jeg glæder mig virkelig til vores første scanning på fredag. Håber at en succesfuld scanning vil give mig ny glæde og dermed noget overskud trods kvalme. Kan slet ikke overskue, hvis vi skal igennem en abort igen.

Derudover har en ny frygt også meldt sig. Når jeg bliver så slået ud af kvalme og træthed nu, hvordan  søren skal jeg så klare en baby som græder og har brug for mig 24-7 samtidig med at jeg jo også selv vil være usandsynlig træt!?

Savner og søger efter Seje Stine og er allerede godt træt af Sløve Slatne Stine!

Ugens dejlige detaljer #5

- Positiv blodprøve på klinikken (WTF, det er vildt - bliv, bliv, bliv!)
- Drømme-snak med min fantastiske mand
- Skønne timer med venner, som vi ikke ser så tit
- Dejlige morgen-gåture inden arbejde
- Travle, men også effektive og succesfulde dage på jobbet
- Komplimenterende feedback fra personale

Forræder

Mange tanker går i gennem mit hoved disse dage. Jeg kan ikke forstå, at det kun er en uge tiden, at jeg stod med en positiv test og synes der er hundrede år til at de første tre måneder er gået og jeg kan være mere sikker på, at alt er som det skal være. Jeg tænker selvfølgelig rigtig meget over alt hvad jeg kan mærke i min krop og føler mig en smule sippet.

Samtidig med at jeg er rigtig glad og samtidig nervøs, tænker jeg også rigtig meget på en veninde, som også er i behandling for barnløshed. Sammen med sin kæreste er hun lige gået i gang med deres første ivf-forsøg. Jeg håber så meget, at de snart bliver gravide. Tænk, hvor fantastisk det kunne være, hvis vi kunne være gravide sammen efter vi begge har kæmpet så hårdt!
Jeg tænker også på hvordan jeg skal fortælle hende, at jeg er blevet gravid. Hvornår og hvodan jeg skal fortælle det. Vi er en større gruppe veninder, som ses sammen og som ved, vi begge er i behandling. Tænker hun skal have det at vide inden jeg fortæller det til de andre samlet. Det ville jeg i hvert fald foretrække. Men det er alligevel svært.
Føler mig lidt som en forræder, fordi jeg er blevet gravid og "efterlader" alle andre barnløse i ventetiden og uvisheden. Hvorfor kan vi ikke bare allesammen blive gravide samtidig og være lykkelige sammen? Selvom jeg er meget selvoptaget for tiden og så inderligt håber på at denne graviditet lykkes, så tænker jeg også rigtig meget på jer, som stadig venter på en positiv test. Verdens stærkeste kvinder (og mænd).