lørdag den 27. september 2014

Nye udfordringer

Jeg burde være i den største lykkerus - endelig gravid efter næsten tre års forsøg. Men i stedet er jeg faldet ned i en trummerum, hvor kvalmen har overtaget og stjålet både energi og humør. Det er ikke til at holde ud! Et er, at jeg kaster op hver morgen, men værre er det faktisk, at kvalmen ikke forsvinder, men varer hele dagen. Og jeg er SÅ dårlig til at have kvalme. Jeg havde aldrig troet, at det skulle ramme mig så hårdt. Har lyst til at tude fordi jeg ikke er mig selv. Kæmper mig gennem arbejdsdagene, som er extra hårde fordi jeg har det dårligt, men jo alligevel skal præstere. Kommer ikke op og træne og laver nærmest intet herhjemme. Visse dage er bedre end andre, men generelt synes jeg bare det er uoverskueligt.

En dag begyndte jeg også at bløde. What!? Heldigvis stoppede det igen, men nåede selvfølgelig er blive rigtig nervøs og var en tur på hospitalet. De kunne ikke se så meget endnu, da jeg endnu ikke er langt henne. Dog lignede det, at der var to fostre(!), men kun liv i den ene. Dette kunne forklare blødningen. En tilføjelse til dette nye univers - har jeg haft to fostre i mig, men nu er det ene dødt!? Og er der så risiko for at jeg mister det andet også? Hvis det overhovedet udvikler sig korrekt, de kunne jo ikke rigtig give os nogle svar så tidligt i forløbet... Skal scannes igen på mandag, så håber jeg de kan give os lidt mere info. Jeg kan PÅ INGEN MÅDE overskue at abortere og starte forfra igen!! Nu er jeg endelig blevet gravid - for allerførste gang i mit liv - så skal det også lykkes. Og så kan jeg simpelthen ikke rumme tanken om at starte forfra med dårligheden. Den æder mig fuldstændig op! Please, lad alt gå godt, så der kommer et dejligt barn ud af dette - og ja, please, lad kvalmen ophøre snart! Jeg troede aldrig jeg ville blive en af dem, som havde det så svært under graviditeten, det må gerne ophøre snarest!

tirsdag den 16. september 2014

Er det mon guldægget?


Kan vi virkelig være så heldige? Den måned vi havde tænkt os at springe over - fordi det var lidt uoverskueligt med bryllup og ægoplægning oveni hinanden - er muligvis måneden, hvor alt ændrer sig til det bedre. Jeg tør næsten ikke tro på det.

Jeg fik lagt et fryseæg op tre dage inden vores bryllup og en god uges tid efter vores store dag, var min menstruation ikke kommet. Den har ellers været der spot on de sidste mange måneder. Jeg fik endda menstruationslignede smerter allerede tre dage før. Pludselig begynder jeg at få mine forventninger op. Morgenen hvor jeg skal op på sygehuset og have taget en blodprøve, har jeg stadig intet set til mensen. Det er aldrig sket før. Nu er mine forventninger virkelig høje! (Hvilket sygeplejersken også får at vide).

Fire timers tid senere skal jeg ringe og få svar - mens jeg er på arbejde - rimelig akavet. Så jeg går udenfor og sidder på en sten op ad en mur mens jeg ringer op og venter på at mit svar bliver fundet frem. Og så kommer det sgu - svaret jeg har ventet på i snart tre år - "du har en rigtig fin graviditet"..! WHAT!? For vildt, smiler, kimer manden ned, som selvfølgelig ikke er til at få fat i og er ovenud glad. Det er sgu for vildt, hvis det virkelig var guldægget, som blev optøet og lagt op tre dage inden jeg stod i den største hvide kjole.

mandag den 8. september 2014

Det infertile forløb - kort & langt

I december 2011 smed jeg p-pillerne. Jeg har altid sagt til min mand, at jeg nok var noget tid om at blive gravid, for mine forældre blev først gravid med mig efter tre års forsøg og jeg har trods et par "uheld", ikke været gravid før. Min mand var dog positiv fra starten - og er det stadig. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden ham!

Nå, men min menstruation var rimelig regelmæssig fra start - jeg har dog altid haft lidt lang cyklus, men dog regelmæssig. Men sommeren 2012 stoppede det. Jeg fik ikke min mens og jeg var ikke gravid. Efter et par måneder gik jeg til lægen og hun gav mig en henvisning til en gynækolog. Der var lidt ventetid, men jeg havde stadig ikke fået min mens, da jeg mødte op hos gynækologen. Nu var det over 90 dage siden min sidste menstruation(!)
Jeg blev scannet og fik taget nogle blodprøver - og min mand kom ind til nogle prøver. Jeg fik hurtigt at vide, at jeg havde PCOS og fik udleveret en folder. Nå! Jeg havde hørt lidt om det før - og det vigtigste var ligesom at ægløsningerne var uregelmæssige hos kvinder med PCOS og det derfor er meget sværere at "ramme rigtigt".
Min mand får målt sin sædkvalitet, som til at starte med er super duper - senere hen skal det så vise sig, at den styrtdykker..!

Min mestruation vil ikke komme af sig selv, så jeg skal tage piller for at skubbe den i gang. Det gør jeg, den kommer, og derefter starter vi på et forløb, hvor jeg tager lidt hormoner og får en ægløsende sprøjte, men derfra er det "hjemmerul".
Naivt tænker jeg, at nu bliver jeg gravid med det samme. Planlægger allerede lidt og afviser andre ting, fordi jeg tænker, at jeg jo nok er gravid på det tidspunkt. (Åndssvagt!)

"Hjemmerul" er stressende for forholdet og mildelst talt ikke sexet. Min mand har slet ikke lyst, når vi skal og det påvirker os begge. Efter nogle måneder - husker ikke rigtig hvor mange - går vi videre til insemination. I hele denne periode skal jeg til gynækologen flere gange om måneden - for at se hvor store mine æg er, og hvis de ikke er store nok, komme igen et par dage senere, for derefter at komme dagen efter igen for at få den ægløsende sprøjte. Nå ja, og så vende tilbage med et lille bæger med min mands svømmere og et par timer senere blive insemineret..!

Vi kører videre med denne procedure et godt stykke tid - for lang tid, har jeg senere tænkt. Ved et tilfælde finder jeg nemlig en dag ud af, at min mands svømmer-kvalitet er faldet drastisk. Gynækologen nævner i en smart sidekommentar noget a la "ja, I skal vidst også ha' en god portion hjælp, hvis det nogensinde skal lykkes" - undskyld, HVAD!? Sidst I gav os noget info på den front hed det, at han kunne være donor, så god var kvaliteten! WTF! Jeg blev SÅ sur og frustreret og tudede selvfølgelig efter jeg gik. Jeg fik dog samlet mig lidt sammen og ringet til klinikken for at høre hvordan det hang sammen. Hun kunne godt se, at den var faldet, men kunne ikke rigtig sige mere. Da jeg konfronterede dem senere, sagde de, at de ikke havde sagt noget, for ikke at ødelægge vores håb. Men vi følte os ført bag lyset! Vi fik en samtale med gynækologen som fortalte, at det er meget normalt, at en mands sædkvalitet går op og ned. Mange gange kan man ikke forklare hvorfor.
Vi blev dog sendt videre til det offentlige system med henblik på kunstig befrugtning. Nu skulle vi bare vente på et brev om hvor og hvornår vi kunne starte.

- Midt i alt dette er der perioder, hvor jeg føler mig helt forkert og slet ikke kvindelig, fordi jeg ikke bliver gravid og har forhøjet mandligt kønshormon pga PCO'en.
- Jeg forsøger mig med akupunktur i en periode, men det er dyrt og jeg kan ikke overskue det i længden, da jeg jo heller ikke aner om det hjælper.
- Akupunktøren anbefaler også en masse kosttilskud og jeg køber mig fattig i helsebiksen for at give det et forsøg.
- Efter reseach på nettet og ture hos akupunktøren, forsøger jeg mig også med KISS-kost. Dette hjælper mig faktisk rigtig meget. Jeg taber mig lidt (er ikke direkte overvægtig, men min fedtprocent er nok for høj og jeg ville have godt af at smide nogle kilo), jeg sover bedre om natten, har mindre hovedpine og føler mig generelt bedre tilpas i min krop.
- Jeg får nedbrud ind i mellem og panikker over, at jeg som 30-årig hverken har fået et barn eller er gravid. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have mit første barn før jeg fyldte 30, fordi jeg synes mine forældre er lidt gamle, med tanke på, at jeg er deres ældste barn..
- Det sværeste i hele dette forløb er, at jeg ikke ved hvornår jeg bliver gravid eller om jeg overhovedet bliver det! Hvis jeg bare kunne få at vide - "om 6 måneder bliver du gravid" eller "om 14 måneder", så kunne jeg bedre forholde mig til det. Men denne her uvished, den er det værste.

Min mand og jeg nyder godt af en pause fra det hele mens vi venter på svar fra det offentlige. Vi har det meget bedre sammen uden presset med at skulle dyrke sex på bestemte dage eller aflevere prøver om morgenen inden arbejde.

Endelig får vi brevet - der skal udfyldes laaange spørgeskemaer, men man kan selv vælge hospital. Skønt! Efter endnu noget ventetid får vi et brev til - vi kan starte vores forløb med kunstig befrugtning i januar 2014. (Jep, der er allerede gået laaaang tid). Vi skal til infomøde en tirsdag aften i et auditorium - jep, som i, "værsgo at sidde her blandt 100 andre der heller ikke kan blive gravide". Awkward! Men det er faktisk et godt møde, og det bedste er, at der til sidst bliver nævnt noget om et projekt, man kan være med i - hvor man så får medicinen betalt. Win! Vi kiggede allerede blegt på hinanden, da vi så listen med priser på medicin tidligere på aftenen, så vi er enige om, at vi skal gå over og høre mere om projektet.

En del ting skal passe sammen for man kan være med i projektet, men vi får lov at være med, og det er vi så i gang med nu. Jeg har fået taget æg ud en enkelt gang, men blev ikke gravid med det friske befrugtede æg der. Heldigvis var der 4 æg til fryseren fra første omgang. Et er brugt og satte sig heller ikke fast og et andet er i mig nu, og jeg krydser fingre for at det er det gyldne æg!
Jeg fik nemlig taget æg ud i marts. Derefter skulle jeg vente en måned før jeg kunne få sat noget op igen pga hormonerne. Og så kom en businesstur i vejen og derefter en cyster. På den måde, kan der sgu hurtigt gå mange måneder. Det er lidt skræmmende.

Hele turen med hormoner, stikke i sig selv og få taget æg ud var speciel, men ikke ulidelig. Nu har jeg selvfølgelig også kun gjort det én gang, så kan godt være jeg synes noget andet, hvis jeg skal i gennem det mange gange. Jeg synes det værste er skuffelsen, når menstruationen kommer. Så blev det heller ikke denne gang - bliver det mon nogensinde...?

Indtil videre har jeg fået min mens spot on på dagen - altid før min aftale om at få taget en blodprøve på hospitalet. Hver gang med en tudetur. Jeg burde have fået min mens i går eller i dag, og har haft menstruationslignende smerter siden fredag aften. Derfor har jeg nu forhøjede forhåbninger om, at guldægget sidder i mig nu. Jeg ved det er farligt, og jeg bliver endnu mere skuffet, hvis det alligevel ikke er, men jeg kan heller ikke lade være med at håbe. Tænk, hvis vi kunne være så heldige, at det lykkes nu? Efter næsten tre års forsøg. Åh, jeg håber det så inderligt. Pleeeeease, Røde Bølge, bliv væk og lad guldægget vokse i mig denne gang!

søndag den 7. september 2014

Gotta love those gifs


Inden jeg tager mig sammen til at skrive et længere indlæg om hele mit forløb om at være uforklarlig barnløs, vil jeg dele en side som fik smilet frem hos mig. Generelt er jeg ret glad for gifs - og denne side fyldt med dem, er ikke en undtagelse. Bloggen er gammel og desværre ikke opdateret i lang tid, men alle posts er stadig spot on og relevante, når man er det til tider røvsyge projekt med kunstig befrugtning. Klik ind på whatshouldwecallinfertility, genkend følelser og SMIL.

Bedre sent end aldrig..?

Så er dagen vidst kommet, hvor jeg faktisk laver et indlæg i den blog jeg oprettede for laaaang tid siden. Til at starte med bliver bloggen ikke som jeg oprindeligt havde tænkt, men mere som en dagbog for mig selv - og måske andre. Som en måde at få mine tanker ned og ud på - som dengang da jeg for mange år tilbage skrev helt old school dagbog. Så det måske er nemmere at komme videre fra de lidt svære ting i en ellers skøn hverdag - og senere se tilbage på hvad der er sket.

Så nu giver jeg det et forsøg og ser hvad det bringer med sig..