søndag den 12. november 2017

En typisk søndag og så alligevel slet ikke

Meget af dagen i dag, har været en typisk søndag. Vi har ordnet lidt forskelligt praktisk herhjemme, købt ind og været trætte efter en lang uge. Nu prøver Spiloppen at falde i søvn og jeg sidder i sofaen - manden ved computeren. Men denne søndag er lidt anderledes end de fleste. For manden og jeg skal ikke på arbejde.

I morgen skal Spiloppen nemlig have lagt dræn. Kl. 9.15. Nu hvor det er så tæt på, er jeg både nervøs og spændt. Nervøs for hvordan det bliver timerne op til, hvor Spiloppen skal faste, og for hvordan det bliver, når han skal i narkose. Om han bliver bange, om manden og jeg bliver bange eller kede af det.
Dernæst er jeg spændt på hvordan det bliver bagefter. Om vi kan mærke en forskel på Spiloppen og om han kan mærke en forskel. Indeni sig selv og rundt om ham.

Jeg har fortalt ham, at vi skal til ørelægen i morgen, hvad der skal ske og at han først må spise morgenmad efter vi har været ved ørelægen, men jeg tror ikke at han har forstået det helt. Så det gør ondt i mit hjerte, når jeg tænker på, at han i morgen bliver mega sulten og han ikke må få noget mad og ikke rigtig kan forstå hvorfor. Uf. Jeg glæder mig til det er overstået og håber virkelig at vi kan mærke en positiv forskel i tiden bagefter.

lørdag den 21. oktober 2017

Tankerne om 2'eren #2

Min mand kommer oftere og oftere med hentydninger til barn nummer 2. A la "det er derfor spiloppen vil have godt af at få en lillebror eller lillesøster" eller ligende. Yes, yes, I know. Og jeg må indrømme, at det også fylder mere og mere hos mig. Jeg vil da også gerne gøre spiloppen til storebror, have en lille baby igen, gå på barsel og have stramt tøj på fordi en gravid mave gerne må fremhæves modsat en blød sukker-mave. Men jeg har knap så meget lyst til at have kvalme 24-7, til at være mega træt, få uren hud, have problemer med iskiasnerven og derefter kun sove en time ad gangen i alt for lang tid. Uuuuuuh!

Der er jo også et job, jeg rigtig gerne vil passe. Hvor jeg skal vise mit værd og gerne komme på fast kontrakt. Men man kan jo ikke planlægge børn. Eller jeg kan i hvert fald ikke. Der sker ikke bare lige. Selvom flere siger det. Vi prøvede også i lang tid med den første og så blev vi gravide med nummer to nærmest uden vi vidste det. Jae, nej - det sker ikke for os. For så var det sket. Det er ikke mange gange vi har beskyttet os i år - og nu er det snart november.

Det jeg heller ikke helt kan overskue er, at gå all in og så viser det sig at være rigtig svært igen. At starte i behandling og være så mega fokuseret på det, og blive så skuffet hver måned. Det er alt for hårdt.

Alligevel er vi jo startet lidt. Udover det med at vi ikke beskytter os, er jeg også begyndt at være lidt obs på hvornår jeg har ægløsning... Derudover har jeg faktisk tabt mig 2,5 kilo over de sidste fem ugers tid. Langt om længe. Efter jeg ellers kun har taget på siden jeg skiftede job i marts måned i år. Pyha. Jeg har stadig ikke taget mig sammen til rigtig at gå på kur - det burde jeg ellers - men jeg er blevet meget bedre til ikke at lukke så meget sukker indenbords.

søndag den 24. september 2017

Tankerne om 2'eren

Barn nummer 2. Hvornår skal det være? Hvornår passer det? Hvor lang tid mon det kommer til at tage, at blive gravid? Og hvordan med job?

Min mand er ret klar på barn nummer 2. Jeg er ikke rigtig, men alligevel kan jeg godt mærke, at jeg får mere og mere lyst til at få barn nummer 2. Jeg bliver jo heller ikke yngre og vi aner jo ikke hvor lang tid det tager os. Fuck. For jeg synes også, der er mange men'er... eller hvis'er... For hvordan kan min krop klare en graviditet, når den ikke er tilbage på toppen efter sidst? Og hvordan med mit job? Det er egentlig det, som generer mig mest. Jeg er nemlig ansat i et barselsvikariat og jeg er vild med jobbet. Jeg håber SÅ meget, at jeg får mulighed for at blive. På en eller anden magisk måde. Men så er det jo bare rigtig upraktisk, at blive gravid midt i det hele. Men hvis det tager et år, to eller tre at blive gravid, så er det jo lige meget. Så er det bare spild, ikke at gå i gang med det samme. Hvis jeg nu ikke kan fortsætte efter vikariatet slutter, så skal jeg alligevel til at finde et nyt job - og starter problematikken forfra. SÅ kan jeg jo lige så godt være gravid... Damnit..

Faktisk har vi ikke beskyttet os de sidste måneder. Vi har bare heller ikke tænkt over timing. Jeg tror uden tvivl, at jeg skal tabe mig noget, før min krop vil blive gravid. Det skal jeg også generelt, for jeg har taget helt åndssvagt på det seneste halve på. Vejer lige så meget, som da jeg var højgravid...! Oh, yes - it's true.. 

Bum, bum.. summa summarum. Jeg burde jo bare springe ud i det - just fucking do it - men det er jeg bare ikke god til. Uf, jeg tøver SÅ meget... Spænder altid ben for mig selv og chancerne flyver forbi mig. Det er lidt om, at jeg er så bange for at fejle, at jeg ikke gør noget. Hvilket jo er åndssvagt - for så fejler jeg jo med sikkerhed ved ikke at forfølge og opnå nogle drømme..

mandag den 24. april 2017

Note to self #2



Der skal ikke mere end et SPLITSEKUND til før Spiloppen kan nå at få fat i pakken med hindbær i indkøbsposen, åbne den, hælde bærrene ud over hele parkeringspladsen OG træde i et par af dem. Et splitsekund. Du kan ikke lige nå at åbne bagagerummet. ... ...!

mandag den 17. april 2017

Et Kinderæg af en uge



I dag er det 2. påskedag og den forgangne uge blev lidt ekstra betydningsfuld.

1. Spiloppen fyldte halvandet år i torsdags. halvandet år!? Det er godt nok mærkeligt. Jeg synes han har været hos os i lang tid og alligevel synes jeg også, at tiden går usandsynligt hurtigt. Men tænk, han har alligevel kun været hos os HALVDELEN af den tid, som vi var barnløse! Puha. No wonder, det virkede uoverskueligt og unfair. Nu føler jeg mig alligevel lidt sej over at have kæmpet så længe.
Spiloppen beriger mit liv hver eneste dag, og selvom jeg også er max udfordret flere gang om ugen, så kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han kan få mig til at skrald-grine - sådan helt nede fra maven, så man ikke kan stoppe igen. Det er helt vidunderligt.

2. I mandags mens jeg var hos en veninde og Spilioppen var alene hjemme med far skete det - han sagde MOR! Yay! Det er SÅ sødt. I løbet af ugen har han sagt det mere og mere, og jeg kan jo slet ikke stå for det. Så kom det alligevel før far. Det havde jeg faktisk ikke troet. Men dog efter hej, hov, av, ned og mere.

3. Natten til i dag sov Spiloppen på sit eget værelse. What!? Nærmest i den anden ende af huset. Eller, det føltes i hvert fald sådan. Det var noget grænseoverskridende for mig, men manden har i længere tid efterspurgt det, så nu prøver vi. Det bliver nok også godt. Meeeeen ham Spiloppen sover jo ikke ligefrem i gennem, så det der med at skulle rejse sig og gå ud af sengen og hen til hans værelse, synes jeg er lidt uoverskueligt. Nætterne er jo hårdt nok i forvejen. Men manden mener vi alle kommer til at sove bredre efter lidt tid. Jeg håber han har ret. Og at der aldrig kommer indbrudstyve eller brand i vores hjem mens vi sover (eller på andre tidspunkter!) Jeg synes det er lidt underligt at sove så "langt" væk fra mit barn, men jeg lærer det jo nok.

tirsdag den 31. januar 2017

En nyhed, der giver sommerfugle i maven

Der sket noget ret vildt i min verden den seneste uge. Jeg har fået et nyt job og har sagt op på mit nuværende arbejde. Så for første gang i over 7 år, skal jeg starte i en ny virksomhed. Det er både rigtig spændende og noget skræmmende. I 100 år har jeg jo talt om at finde noget andet, men har alligevel været glad for mit job på mange punkter og derfor ikke ville skifte for enhver pris. Men nu sker det og den 1. marts starter jeg nyt. Jeg har pænt mange sommerfugle i maven. Hvordan bliver det at lære en masse nyt? Og hvordan passer jeg ind med de andre? Og hvad vil personalet sige til mig?

Jobbet giver en noget kortere transporttid og meget lidt weekendarbejde, hvilket gerne skulle give mere tid til familien. Samtidig bliver det jo også super hårdt, at starte et nyt sted. Der skal både læres nyt og imponeres, så jeg er meget spændt på hvordan jeg takler det.

fredag den 27. januar 2017

Tid til bare mig, say what!?



Spiloppen aka Lillemanden har denne uge faldet i søvn i virkelig god tid og jeg har faktisk haft en del aften. Samtidig er jeg ikke frygteligt bagud med alt muligt på arbejdet, så jeg har været i en situation, hvor jeg ikke rigtig har kunne finde ud af, hvad jeg skulle begive mig til. Så skørt. Hvad var det lige jeg plejede at bruge min tid på før Spiloppen kom til?

Det er rigtig dejligt med noget Stine-tid. Det har der ikke været meget af i lang tid. Samtidig kæmper jeg også stadig lidt med at finde mig selv igen efter jeg er blevet mor. Jeg burde helt klart bruge noget af tiden på at træne. Det har jeg ikke gjort rigtig efter jeg begyndte at arbejde igen. Har hverken haft overskud eller lyst til det. Håber jeg kan finde begge dele frem i takt med at dagene bliver længere. Men det ville også være lækkert, hvis jeg begyndte at bruge min kreativitet mere igen. Om ikke andet, skal jeg vel ha' fixet et fastalavnskostume sammen til Spiloppen. Og det er jo allerede inden længe. Hmmm..